Forrygende premiere på Vild med dans
Så er Danmarks modigste dansere i gang igen! Vild med dans 2015 er i gang, og premieren blev et på alle måder forrygende show. Selv om de fire dommere, Jens Werner, Anne Laxholm, Britt Bendixen og Nikolaj Hübbe traditionelt ikke smider om sig med topkarakterer i premiereshowet, måtte de i løbet af aftenen dykke ned under bordet for at hente skiltene med pæne karakterer frem. Flere gange fik nydanserne flotte roser med på vejen - blandt andre Ena Spottag og Thomas Evers imponerede. - Du er en svedske, udbrød Nikolaj Hübbe i sine kommentarer til Ena. Men også fodboldhelten John "Faxe" Jensen og Karina Frimodt, der åbnede ballet med en engelsk vals, overraskede dommerpanelet. Søs Egelind var ren "Whau!" for dommerne - og da aftenens næstsidste par, sangeren James Sampson og Mie Moltke, skulle have deres kommentarer af dommerene, lød det fra Britt Bendixen "Jeg er stum!". Begejstringen for James Sampsons fantastiske rytmesans udmøntede sig da også i hele 20 point fra dommerne - og det gav en toplacering til parret.
Men alle parrene gjorde det flot, og det lover godt for de kommende uger. Og for aftenens nydansere var det tydeligvis en forløsning endelig at komme ud på gulvet foran kameraerne efter mange ugers træning. Store, lettede smil og kærlige kram afrundede deres præstationer på gulvet.
Og så kastede hele Danmarks Rasmus Seebach ekstra glans over premieren, da han for allerførste gang sang sin nye single "Uanset", der er en ubetinget kærlighedserklæring til hans kæreste,
For første gang i Vild med dans-historien var alle 12 par på gulvet i premiereshowet, men som de foregående år går alle videre til næste fredags show. Da vil aftenens karakterer og sms-stemmer blive lagt sammen med næste uges resultat - og det første par må derefter sige farvel til årets Vild med dans.
Allerede nu tegner der sig favoritter blandt parrene. Men i Vild med dans kan alt ske. På toppen i den ene uge - i bunden den næste. Det ved parrene, så i den kommende uge vil der blive knoklet t ekstra hårdt i træningslokalet. Det var tydeligt, at ingen af nydanserne har den ringeste lyst til at skulle forlade showet efter blot to uger.