Isam B fra Toppen af poppen: Jeg er meget genert
Han lever af at stå på en scene og synge foran tusindvis af fans, men privat er Outlandish-forsangeren Isam B ikke vild med at være i centrum.
Derfor var det meget grænseoverskridende for sangeren, da det søndag aften var hans tur til at få fortolket sine sange i ”Toppen af poppen” på TV 2.
- Jeg er meget genert af natur, og jeg værner meget om mit privatliv. Så det sværeste i programmet var, når jeg ikke selv stod på scenen, for det er der, man er vant til, at der er kamera på. Når jeg gik rundt uden for scenen med kamera på, var det en stor udfordring for mig, fortæller Isam B til BILLED-BLADET.
Isam B's store udfordring
38-årige Isam B med det borgerlige navn Isam Bachiri følte godt, at han kunne være sig selv under TV-optagelserne i Skagen, og han nød at få lov til at lave sin egen version af de andre kunstneres sange.
- Det har været en dejlig oplevelse, og udfordringen var ikke så meget at skulle fortolke de andres sange, men at skulle være sammen med de andre med kamera på. Det er svært at skuespille sig igennem det, fastslår sangeren og tilføjer:
- Men det har været en berigelse at lære de andre sangere at kende, og jeg følte slet ikke, at der var en konkurrence mellem os.
Isam B's søn vil se far på TV
Isam B er født i København og er søn af marokkanske forældre. Han bor i dag på Frederiksberg sammen med sin hustru og deres syvårige søn Isac, og sangeren er sikker på, at familien kommer til at se programmet.
- Min søn kan godt lide at se sin far på TV, når muligheden byder sig, men sådan har jeg det overhovedet ikke. Det kribler i mine tæer, når jeg ser mig selv på skærmen eller skal sidde og høre min stemme. Det er noget andet i et studie, for der er jeg i min tryghedszone, forklarer sangeren.
Næste afsnit af ”Toppen af poppen” bliver først sendt på TV 2 søndag den 27. september. Her er Alphabeat-sangerinden Stine Bramsen i centrum.