I Matador dannede han par med Ghita Nørby, men i virkeligheden var Jørgen Buckhøj gift med en anden skuespillerinde
I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.
Jørgen Buckhøj blev landskendt i 1978 som ”Matadors” katalysator-karakter, Mads Skjern, der sætter skub i den traditionsbundne stationsby Korsbæk med sit forretningseventyr.
Det blev Buckhøjs gennembrudsrolle, skønt det langt fra var hans første.
Han var 43 år og velbevandret på landets scener. For selv om den store rolle på film og tv lod vente på sig, ventede Jørgen Buckhøj ikke.
Opvokset med kendte skuespilforældre
Ligesom Mads Skjern var han initiativrig, og han kastede især sin kærlighed på revy-genren. Han både optrådte og instruerede, ligesom han skrev tekster. Og i begyndelsen af 70’erne skabte han to-mandsrevyer sammen med sangeren Henning Hansen.
Det til tider hektiske teaterliv kendte han ganske godt – han var født i rampelyset som søn af skuespillerparret Per Buckhøj og Henny Lindorff.
Jørgen Buckhøj endte dog langt fra som den koleriske Mads Skjern, og succesen steg ham ikke til hovedet. Han var modsat sin rolle som dominerende byggematador jovial, hjælpsom og havde et komisk talent.
Også på hjemmefronten var Jørgen Buckhøj ulig sin gennembrudskarakter.
Hustruen kendte til livet i rampelyset
I ”Matador” møder den stålsatte Mads grisehandlerens besindige datter, Ingeborg, som ser et nyt eventyr i tilflytteren. I løbet af serien lukker Mads Ingeborg, der spilles af Ghita Nørby, ude af forretningseventyret, og mens Mads bliver mere og mere kynisk, sygner Ingeborg hen som frue i det store chateau ved Fjorden.
Jørgen Buckhøj derimod søgte råd hos sin hustru, Christa, og de fulgte hinandens arbejde tæt.
Christa Rasmusen Buckhøj, der senere arbejdede som fotograf, var ligesom sin mand skuespiller. Hun var uddannet fra Det Kongelige Teaters elevskole, og fik foruden teater-roller små roller på film, heriblandt i ”Lån mig din kone!” (1958) og ”De røde heste” (1968). Siden droppede hun dog livet som skuespiller – én skuespiller i familien var tilstrækkeligt, og da sønnen Morten kom, helligede hun sig sine ’to drenge’.
Selv om hun selv havde droppet skuespillet, var hun en stor støtte for sin mand. Især da han efter flere år som chef for Amager Scenen stod på tærsklen til noget nyt:
– Min kone, Christa, og jeg taler ofte om teater til klokken to-tre stykker om natten. Hun er jo selv tidligere skuespiller, så hun kan sagtens råde mig, fortalte Jørgen Buckhøj.
Den sidste tid
Hun var med hele vejen – til premiere, i teatergarderoben og hjemme ved køkkenbordet.
Også da Jørgen Buckhøj blev syg med kræft, stod Christa ved hans side.
Den 13. april 1994 – dagen før de kunne fejre 32-års bryllupsdag – gik Jørgen Buckhøj bort, 59 år gammel. En uhelbredelig kræft i binyrerne havde spredt sig, og der var intet at gøre.
Femten år senere går Christa Rasmusen Buckhøj bort, 80 år gammel. I dag er de begravet ved siden af hinanden på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte.