Jesper Langbergs far lod hånden glide roligt mod revolveren under jakken, og først dér forstod han

I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.

Jesper Langberg var en af Danmarks dygtigste karakterskuespillere, og han tryllebandt på både scene, skærm og lærred.

Fra folkekomediens muntert charmebundt til ”Matadors” Kristen Skjern og som faderen i Mammuttteatrets opsætning af ”Festen”. Sidstnævnte pragtpræstation fik han en Reumert for.

Lige fra barnsben havde Jesper Langberg en stor indlevelsesevne. Men engang var det ved at gå helt galt.

Han blev født i oktober 1940 som søn af skuespillerparret Sigurd Langberg og Karna Løwenstein-Jensen. Og naturligvis som lillebror til Ebbe Langberg, der også blev en feteret skuespiller og instruktør.

Jesper Langberg voksede op under besættelsen. Og det var kort inden befrielsen, at hans indlevelsesevne, foruden hans barnlige optagethed om heltene og de onde, satte ham i en knibe, der kunne være endt katastrofalt.

En eftermiddag i begyndelsen af 1945 steg 4-årige Jesper på S-toget mod København sammen med sin far. De skulle i Palladium for at se tegnefilm. Bare de to. Far og søn.

Jesper var på det tidspunkt optaget af cowboys og indianere og de gode mod de onde. Og han vidste, at mændene i de grønne uniformer var dumme.

Så da en tysk soldat satte sig overfor søn og far Langberg, gav lille Jesper ham et ordentlig spark over skinnebenet.

Episoden berettede Jesper Langberg om i sine erindringer ”Ikke et sekund spildt”, der kom i 2013 og er skrevet af journalist Danni Travn.:

– På snuden af mine læderstøvler sad en metalskinne, så det gav et knald og gjorde uden tvivl voldsomt ondt på manden.

Hele togkupéen blev stille og afventede soldatens reaktion.

Jesper kiggede stolt op på sin far. Han havde jo gjort det rigtige. Manden i den grønne uniform var jo ond.

Sigurd Langberg kvitterede ikke sønnens stolthed med et anerkendende smil. I stedet lod han hånden glide ind under jakken mod sin revolver.

– Han var blevet bevæbnet af modstandsbevægelsen, for nazisterne udførte såkaldte clearingsmord, hvor de hævnede drab på stikkere og soldater ved at myrde mere eller mindre tilfældige kendte danskere.

Sigurd Langberg var en stor teaterskuespiller, ligesom han havde medvirket i adskillige filmsucceser. Han var et oplagt mål.

Men helt galt endte det ikke.

Soldaten i S-toget sendte lille Jesper et smil.

– Han havde jo sikkert en lille knallert som mig hjemme i Tyskland, og det eneste, han tænkte var: 'Gad vide om han lever?' og 'Hvornår kan jeg komme hjem til ham?'.

De skulle alle tre af ved Hovedbanegården. Og her stillede Sigurd Langberg og den tyske soldat sig over for hinanden. De kunne ikke give hinanden hånden, så det blev et enkelt men betydningsfuldt nik i stedet.

– Og jeg fik den erfaring, at det ikke var alle mændene i grønne uniformer, som var dumme, erindrede Jesper Langberg i sin biografi.

Ni år efter faldt Sigurd Langberg om under en familieudflugt i Dyrehaven og døde. Alt for tidligt, og højtelsket af sin hustru og to sønner.

Elleve år efter faderens død blev Jesper Langberg uddannet skuespiller fra Det Kongelige Teater, og herefter fulgte en karriere på scene, skærm og film, hvor han gjorde brug af netop den indlevelsesevne, han havde haft fra barnsben.