Voldsom scene i Matador skete i virkeligheden: Erik Balling glemte aldrig den rystende oplevelse

I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.

Det er en af ”Matadors” mest mindeværdige scener.

Tyskerne har overgivet sig, og der skal ’ryddes op’. Gennem Korsbæks gader kører åbne ladvogne med dem, der har været tyskervenlige. Tyskertøser. Stikkere. Værnemagere. Og Viggo Skjold-Hansen.

Flere stopper op på Algade og kigger efter ”triumftoget”. Det er sammensurium af glæde, vrede, håb og hævntørst. Mens Dannebrog vajer for befrielsen, og studenter med nyudsprungne bøgegrene smiler til verden, løber en mand efter ladvognen og råber: ”svin!”

Det er det skæbnesvangre øjeblik, der er så traumatiserende for den ellers handlekraftige og temperamentsfulde Viggo Skjold-Hansen, at han får et slagtilfælde og fuldstændig ændrer karakter. Og Musse får aldrig sin ’gode gamle’ Viggo tilbage.

Scenen er taget ud af virkeligheden. Oplevelserne fra den åbne ladvogn var et bizart minde, som instruktør Erik Balling bar på.

Mens Lise Nørgaard var idékvinden bag og hovedforfatter på ”Matador”, satte også instruktør Erik Balling et stort præg på handlingen og de små detaljer i tv-serien, der i dag er folkeeje. Og netop oplevelserne fra ladet ville Erik Balling have med.

I slutningen af 2. verdenskrig deltog Erik Balling aktivt som frihedskæmper. I sin biografi ”Som barn var jeg voldsomt hidsig” beskriver han dog, at hans ”indsats i modstandsbevægelsen ikke kan gøre krav på at gå over i historien”.

Alligevel sad behovet for at gøre modstand i den unge Balling – ikke mindst efter at havde været vidne til, hvordan hans far, præst Ejnar Balling, hjalp jøder til Sverige.

I 1944 fik Erik Balling for første gang stukket en maskinpistol i hånden. Han skulle dække en transport på Kultorvet, hvor to mænd transporterede en sæk over torvet. Til Ballings held skete der ikke noget.

– Jeg havde aldrig haft et skydevåben i hånden før og vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde, så det var et held, at transporten ikke blev opdaget. Havde tyskerne ikke skudt dem, havde jeg formodentlig, erindrede Erik Balling.

Herefter afleverede han skydevåbnet, men i maj 1945 fik han endnu en gang maskinpistolen i hånden og blev anbragt på ladet af en lastvogn. Sammen med andre frihedskæmpere blev 20-årige Erik Balling sendt rundt i byen for at hente kollaboratører.

Det blev en rystende oplevelse, som han aldrig glemte.

– Vi afhentede en ung pige, som angiveligt havde været feltmadras. Hun var paralyseret af skræk og måtte have en hånd for at komme op på ladet. De blev anbragt forrest på ladet med hænderne over hovedet. Der stod de med maskinpistoler i ryggen, mens vi kørte gennem byen.

Oplevelsen er næsten én til én, som det ser ud i ”Matador”, og en detalje fik Balling skrevet ind:

– Jeg har et veleksponeret erindringsbillede af en lille mand i hat og frakke. Han lignede en kontorchef, bortset fra at han løb et stykke med lastbilen, svingede en knytnæve, sprang en meter i vejret, spyttede og råbte med vilde øjne: ”Svin! – Svin!”

I sin biografi anfægtede Erik Balling ikke modstandsbevægelsens store betydning og heroiske indsats – tværtimod. Men hans egne oplevelser beskrev han som bizarre, og den brølende hævngerrighed rystede ham. Øjebliksbilledet af krigens skæbner fik han derfor med i tv-serien, som blev en af hans helt store succeser.