Årgang 0-Stephanie er blevet gift: Her er hendes nye navn
Tirsdag eftermiddag afslørede Stephanie Siguenza, at hun er blevet gift med sin Jeff.
"Årgang 0"-stjernen og kæresten blev gift på en helt almindelig onsdag den 2. februar, og det var netop på grund af datoen med de mange 2-taller, at parret valgte den dag.
Nyt navn
Parret har været kærester i over fire år, og nu har de sagt ja til at være sammen for evigt.
I forbindelse med brylluppet har 22-årige Stephanie taget en anden stor beslutning. Hun har nemlig ændret sit navn, så hun deler efternavn med Jeff. Det var ikke en svær beslutning, for hun er meget tæt på Jeffs familie.
"Årgang 0"-stjernens fulde navn er nu Stephanie Siguenza Malling Henckel.
Bor hos svigerforældrene
Det nyslåede ægtepar har de seneste år boet på førstesalen af Jeffs forældres hus i Slagelse, og det bliver de ved med lidt endnu.
– Det er nemmere at bo her, og man skal ikke bruge så mange penge. Så sparer vi op til, at vi kun skal købe hus én gang. Det vil sige, at når vi på et tidspunkt flytter, skal det være til det hus, hvor vi skal have familie, fortæller Stephanie.