Årgang 0-Stephanie taler ud: Det kæmper jeg med
I ”Til middag hos” inviterer Stephanie Siguenza tre andre kendte hjem på middag.
Her taler hun ud om nogle af de svære stunder i sit liv.
Lider af tvangstanker
Stephanie Siguenza fortæller de tre gæster ”Sommerdrømme”-vinder Kaspar Arianto, musiker Kevin ”Bro” Andreasen og ”Vild med dans”-stjerne Asta Björk, at hendes til tider hårde opvækst har medvirket til, at hun lider af tvangstanker.
- Da jeg flyttede herhen, var det min 14. adresse, og det betyder, at hele mit liv har været pakket ned i kasser. Det er ting, jeg aldrig har haft kontrol over, og det har resulteret i de her tvangstanker, fortæller Stephanie Siguenza i programmet.
- Jeg har aldrig haft kontrollen, så jeg sørger for, at jeg har kontrollen nu, fortsætter hun.
Svære minder
Hele Danmark lærte 21-årige Stephanie Siguenza at kende i TV 2-programmet ”Årgang 0”, som fulgte hende fra fødsel til hendes 18-års fødselsdag.
Men i efteråret 2020 udkom hendes selvbiografi ”Fra Årgang 0 til frihed”, som viste bagsiden af medaljen ved hendes medvirken i programmet.
I ”Til middag hos” deler hun også ud af nogle af sine svære minder fra barndommen.
Hun fortæller både om, hvordan hun de seneste år ikke har kontakt til sin far, men også om morens tidligere voldelige forhold.