
Da øjet stod og vibrerede, gik alvoren op for ham: Oliver Stanescu lever med usynlig sygdom

I TV 2’s nye realityformat ”Spillet” er Oliver Stanescu hurtigt blevet en af de fremtrædende karakterer, men hvad man ikke ser i programmet er, at komikeren lever med en usynlig og uhelbredelig sygdom.
Han var bare 22 år, da han fik beskeden om, at han har sklerose. Det fortæller den i dag 32-årige komiker i et langt interview med TV 2.dk.

I lang tid havde kroppen vist tegn på, at noget var galt. For eksempel kunne benet føles stift, eller balancen kunne drille.
Men det var først, da han en dag ikke kunne bevæge øjet, som bare stod og vibrerede, at han tog signalerne alvorligt. Oliver tog til øjenlægen, som forklarede, at det var hjernen, der var noget galt med, og hurtigt blev komikeren indlagt på sygehuset, hvor han gennemgik en masse undersøgelser.
Dagen efter stod det klart, at han er én af mange danskere, der er blevet ramt af sygdommen, som ikke kan kureres.
Sklerosen betød, at Oliver Stanescu var nødt til at lægge sit vilde liv om.
Som bare 17-årig mistede han sin mor, hvilket han ikke håndterede så godt, siger han selv, og ungdomsårene blev i høj grad brugt på at feste, drikke alkohol og tage stoffer. Men efter diagnosen var det som om, at kroppen sagde fra, og han endte med at sidde i kørestol og gå med krykke og med at få tildelt en handicapbolig af kommunen.
Heldigvis fik den unge Oliver en mentor, og det gjorde, at han trods de dystre udsigter begyndte at have håb for fremtiden, og drømmen om et liv som komiker tog form.
Det lykkedes, og i 2022 debuterede han med showet ”Kronisk Sjov”.

- Hvis jeg ikke tidligt i livet havde haft så meget modgang, så havde jeg nok ikke været så fokuseret på at følge min drøm, siger Oliver Stanescu til TV 2.
Heldigvis er det ikke kun karrieren, der kører derudaf, for de seneste tre år har han fået noget medicin, som har en rigtig positiv effekt på sklerosen, og i dag mærker han ikke længere de store udsving i sygdommen.
