Ærlig Claus Meyer om sit livs lavpunkt: En mail fra datteren fik ham til at bryde grædende sammen
Iværksætterkokken Claus Meyer havde netop forladt familieferie og tropeø, og sad nu i flyet med kursen mod New York, da han læste en ærlig mail, som hans dengang kun 11-årige datter havde sendt ham.
Mailen kom i kølvandet på en lang periode med lange arbejdsdage og en virksomhed i knæ, men ordlyden var det, der fik Claus Meyer til at bryde grædende sammen på flyet.
Det fortæller han i et stort og ærligt interview med Alt for damerne.
– Jeg græd, da jeg læste den mail i flyveren til New York, for hun havde jo ret. Jeg kunne ikke komme fra mørket og over til familien i lyset, og lige meget hvad de gjorde for mig, kunne de ikke nå ind til mig på det tidspunkt, fortæller Claus Meyer til mediet.
I mailen skrev Claus Meyers datter Augusta, at de ikke længere befandt sig i den samme verden. Claus Meyers verden var grå og altid fyldt med pligter og arbejde.
Stjernekokkens familie befandt sig derimod i en lettere og gladere verden, som dengang kun 11-årige Augusta var meget bevidst om, at hendes far ikke kunne træde ind i på daværende tidspunkt. Til gengæld sendte hun en rørende bøn i sin fars retning.
Datteren håbede nemlig på, at hendes far kunne give sin nærmeste familie lov til at komme lidt ind i hans, så de kunne være der for ham.
Claus Meyer har da heller aldrig været i tvivl om, hvorfor ordene ramte så hårdt. Det var fordi, han vidste, Augusta havde ret.
Claus Meyer og hustruen Christina Meyer Bengtsson blev gift på Lykkesholm Slot i 2005 efter at have dannet par i fem år.
Parret har sammen døtrene Elvira, Viola, Filippa og Augusta. Christina Meyer Bengtsson har desuden sønnen Valdemar fra et tidligere forhold.
Du kan læse hele artiklen her.