Stjernedrys over Claus Meyer i New York
Blot et halvt år efter åbningen har restaurant Agern præsteret at få en stjerne i den berømte Michelin-guide.
Agern er mad-entreprenøren Claus Meyers seneste projekt, og restauranten åbnede i april 2016 i hjertet af New York - nemlig inde i New Yorks store banegård, Grand Central Terminal.
I september i år lagde både kronprinsesse Mary og statsminister Lars Løkke Rasmussen vejen forbi, da de var i New York for at deltage i FN's Generalforsamling.
Islandske Gunnar Gislason er køkkenchef for restauranten, som serverer nordisk inspireret mad, baseret på friske råvarer fra staten New York. Og både Claus Meyer og hele holdet bag Agern kunne juble i går, da de fik beskeden om, at Agern har fået sin første Michelin-stjerne.
Tre stjerner i New York Times
Claus Meyer skriver på sin Facebook-side, som BILLED-BLADET har fået lov til at citere fra:
"Det var en stor dag i går for Claus, køkkenchef Gunnar Gislason og hele holdet i USA. Efter tidligere på året blandt en del andre rosende omtaler at have opnået de eftertragtede 3 stjerner i New York Times, tildelte Michelin-guiden i går Agern 1 stjerne blot 6 måneder efter restaurantens åbning."
Jublen stopper dog ikke med den ene stjerne. Claus Meyer har flere andre projekter i gang i New York. Blandt andet støtter han den svenske stjernekok Fredrik Berselius, som denne sommer åbnede restaurant Aska i bydelen Brooklyn. Aska har helt sensationelt modtaget hele to Michelin-stjerner i den nye guide.
Claus Meyer og Fredrik Berselius fortsætter samarbejdet i det nye år. De arbejder på at åbne endnu en restaurant i et nyt designcenter, der åbner i New York-bydelen Williamsburg næste år.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med den flotte hæder.