Højgravide Danica Curcic med trist afsløring: Aborterede i 10. uge sidste år
Danica Curcic går en travl december i møde.
Hun er nemlig snart filmaktuel i "Ønskebarnet", som har premiere den 8. december.
I filmen har Danica Curcic hovedrollen, men i virkelighedens verden får hun også snart en ny rolle - nemlig rollen som mor.
Sammen med den amerikanske skuespiller Darren Pettie venter hun sig sit første barn.
Men vejen til at stifte familie har ikke været helt let for skuespilleren, som blandt andet er kendt for sin rolle i Netflix-hitserien "Kastanjemanden".
I et nyt interview med Alt for damerne sætter hun ord på sine tanker om moderskab, fertilitet og det såkaldte "biologiske ur".
Her fortæller hun også om det tab, hun gennemgik, da hun sidste år fik en ufrivillig abort, da hun var 10 uger henne i sin graviditet.
- Selv om jeg kun var 10 uger henne, så er det jo trods alt mange uger, hvor man kan mærke, at der sker noget med ens krop og sind, og det er stadig et følelsesmæssigt tab, fortæller hun til Alt for damerne om den svære tid.