15. sep. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

May Lifschitz om Vild med dans: Jeg er meget nervøs

May Lifschitz
May Lifschitz
Foto: Lars Laursen
Hos skuespiller May Lifschitz, der skal deltage i Vild med dans, begynder premiere-nerverne at nærme sig.

Om mindre end en uge går det løs, når skuespiller May Lifschitz sammen med en række andre kendte danskere skal svinge hofterne og danseskoene i ”Vild med dans”.

Hverdagen er efterhånden fyldt godt op med træningstimer, og da May Lifschitz søndag aften møder pressen til Lauritzen-prisen fortæller hun, at hun da også er kommet lige fra træningslokalet.

– Jeg kommer direkte fra dansetræningen, som er skønt og hårdt og sjovt, men nu begynder jeg at kunne mærke, at det spidser til med detaljer og fodarbejde og alt det, jeg skal kunne til på fredag, fortæller skuespilleren.

Premiere-nerverne er også begyndt at melde sig hos nydanseren.

– Jeg føler mig meget nervøs, men det er godt, for jeg er tryg ved Mads, og jeg ved, han griber mig, hvis jeg falder. Så nu må vi se, om jeg falder, siger hun.

May Lifschitz skal danse med Mads Vad, der har været med som professionel danser i programmet i 15 sæsoner, så der er meget erfaring at trække på for den unge skuespiller.

"Vild med dans" har premiere fredag 20. september kl. 20.00 på TV 2.

Læs mere om: