Chief 1: Kærligheden brast
Lars Pedersen, der nok bedre er kendt under navnet Chief 1, er ikke længere i et forhold med onlinecoach Gitte Mia Salling.
Det fortæller det tidligere Rockers by Choice-medlem og "Toppen af Poppen"-medvirkende til eb.dk.
– Det var ikke, fordi det kom lige pludselig. Der havde været et forsøg på at reparere det længe, men til sidst erkendte vi bare, at kærligheden ikke var der. Vi måtte indrømme, at vi har forskellige livsværdier. Det troede man på, kunne forenes, men der er bare noget her i livet, der ikke kan forenes – uanset hvor meget man prøver, fortæller han og afslører, at bruddet allerede fandt sted i februar.
Leder efter ny bolig
Parret havde været sammen i syv år.
Gitte Mia Salling har beholdt huset, mens Chief 1 selv er ved at finde noget andet at bo i.
54-årige Chief 1 har sønnen Vitus fra sit tidligere forhold med Sound of Seduction-sangerinden Christina Groth.