
Det synes Rasmus Seebach om den nye Tommy Seebach-film

Premieren på filmen "Under stjernerne på himlen" om Tommy Seebach har været en "surrealistisk og vild oplevelse" for Rasmus Seebach, der har skullet bruge lidt tid på at lande igen.
Det fortæller han på Instagram.
Rasmus Seebach, der ifølge Filmmagasinet Ekko også er executive producer på filmen, er især glad for, at "Under stjernerne på himlen" lægger nogle flere nuancer til det billede, offentligheden har af Tommy Seebach.
"Det er svært at koge en livshistorie ned til halvanden times biograffilm. Men jeg synes virkelig, at filmholdet fanger den emotionelle sandhed om min fars historie. Samtidig nuancerer filmen billedet af min far, og det føles godt," skriver Rasmus Seebach blandt andet.
Han mener også, at far Tommy Seebach ville have været stolt af værket:
"Efter premieren i går tænkte jeg, at jeg tror sgu, min far ville ha’ været stolt. Og måske endelig fundet ro i sit indre.
Stolt af at musikken lever videre. Fundet ro, fordi hans kamp alligevel ikke havde været forgæves. For nu findes der en film om en mand, som kæmper for at blive anerkendt, kæmper imod sit misbrug og sit eget selvværd og samtidig kæmper for at slå til som familiefar. “Under Stjernerne På Himlen” er blevet en film, som jeg tror, flere kan relatere til - og måske ligefrem bruge til noget. Og så gi’r det hele måske mening alligevel."
Se hele opslaget fra Rasmus Seebach HER.



