18. mar. 2025
Af Luise Marie Bekker

Keld Heick om sin afdøde ven Tommy Seebach: Sådan blev sangen Under Stjernerne på Himlen til

Keld Heick og Tommy Seebach.
Keld Heick og Tommy Seebach.
Foto: Hanne Juul og privat
Filmen "Under stjernerne på himlen" er lige på trapperne. Keld Heick fortæller den hjerteskærende historie, der ligger bag Tommy Seebachs Melodi Grand Prix-sang.

Keld og Hilda Heick ligger i deres seng og sover.

På sit eget værelse ligger deres datter, Annette.
Så ringer telefonen.

Hilda konstaterer, at klokken er 2 om natten, inden hun løfter røret.

Der er ikke mange, der kan finde på at ringe på dette tidspunkt, måske faktisk kun én.

Og rigtigt nok lyder Tommy Seebachs stemme i røret.

– Sover I?
– Ja, vi sover.
– Jeg har lige en melodi … jeg tager en taxa over til jer.
Ikke længe efter har Hilda en ostemad og en kop kaffe klar, da Keld sidder med sin slåbrok på ved klaveret med Tommy på den anden side – klar til at tænde for sin medbragte båndoptager.
Alle andre sender en kassette med musik, men ikke Tommy – han er spontan og entusiastisk, for Keld skal kunne føle det, når han skriver tekster til ham.

Og det skal være her, og det skal være nu.
Tommy og Keld hamrer i klaveret, og Hilda tænker, at det er godt, de ikke bor i en opgang med naboer tæt på.
Sådan er mange sange – danske klassikere i løbet af flere årtier – blevet til, fortæller Keld og Hilda, da BILLED-BLADET besøger dem.

Tre sejre

Den første, Keld skrev til Tommy, var til grandprixet i 1978. Den hed ”Gi’ mig et signal”.

Den kom ikke med.
Keld Heick skrev også teksten til ”Disco Tango”, der til gengæld vandt grand prixet året efter.

Efter succesen med ”Disco Tango” skrev Keld Heick samtlige af Tommy Seebachs Melodi Grand Prix-bidrag. Otte blev det til i alt med tre sejre.
I mellemtiden voksede venskabet imellem Seebach- og Heick-familien.

Tommy var med til at gøre livet festligt for Keld og Hilda, både professionelt og privat.
Men i forbindelse med det allersidste Melodi Grand Prix, Tommy og Keld deltog i sammen i 1993, begyndte hans endelige nedtur.
– Tommy havde i lang tid ønsket at synge en sang til sin datter, Marie. Han havde jo allerede sunget ”Krøller eller ej” til sine sønner, og han følte, han skyldte hende en. Og jeg sagde til ham, at han skulle skrive den rigtige musik – en blid og indsmigrende melodi, så skulle jeg nok skrive teksten.
– Han sang ”Nina, pretty ballerina”, synger Keld til melodien på ”Under Stjernerne på himlen” med en dyb og kradsende Tommy Seebach-stemme, som han sidder dér ved sit spisebord og fortæller BILLED-BLADET om sin afdøde og savnede ven.

Tommy Seebach og Keld Heick vandt fik diplomer for sejren i 1979. Keld har stadig diplomet hængende på sit kontor.
Tommy Seebach og Keld Heick vandt fik diplomer for sejren i 1979. Keld har stadig diplomet hængende på sit kontor.
Foto: Hanne Juul og Winnifred Eriksen

Forestillede sig, det var Annette

Keld arbejdede videre med ”Nina, pretty ballerina”, indtil han til sidst havde en tekst, der ikke blot gav mening, men også var et Melodi Grand Prix værdigt.
– Bortset fra titlen var det endnu en gang nogle vrøvleord, men så havde han alligevel det med ballerina, og jeg var ikke i tvivl om, at det var, fordi Marie var balletbarn. Så jeg forestillede mig, at jeg skulle synge til Annette for at få de rigtige følelser ind. Jeg skrev fuldstændig, som om det var Annette, der sad der i sengen omgivet af sine tøjdyr og med enten Hilda eller mig, der sad og læste en historie eller sang en godnatsang. Jeg afleverede den til Tommy. Og jeg kendte egentligt ikke Marie så godt, men han gav mig et stort knus sagde: ”Hold da op, hvor ved du meget om Marie!”
– Og det var det bedste, han kunne sige!
Sangen blev ved dansk Melodi Grand Prix kasseret flere år i træk, og da Tommy igen sendte den ind i ‘93, anede Keld intet om det.
– Jeg skulle være vært sammen med Kirsten (Siggaard, red), og jeg havde lovet, at jeg ikke ville skrive en tekst til grandprixet, for det ville se forkert ud, hvis værten også havde skrevet en sang. Så blev jeg ringet op af Trine Fensmark, som gav mig jordens største skideballe: ”Du har jo alligevel sendt en sang ind til grandprixet, og den er kommet igennem!”
”Jamen, jeg har ikke sendt en sang ind …”
”Jo du har!”
”Så må I finde en anden vært,” sagde jeg. For det skulle jo ikke gå ud over Tommy, fortæller Keld.
– Så smækkede hun røret på og ringede igen 20 minutter senere. Hun undskyldte mange gange, for hun kunne faktisk godt se, jeg ikke havde sendt noget ind.

Den bedste sang

Flere musikere, inklusiv Tommy, havde spurgt Keld, om han ville skrive en grandprixsang det år, og hver gang var svaret det samme: Han havde ikke overskuddet og lysten.
I virkeligheden måtte han bare ikke fortælle, at han skulle være vært på programmet.
Men sangen kom altså med i 1993, og Keld fik lov at fortsætte som vært.
– Så skete der det under slutningen på afstemningen, at jeg kunne høre i min øresnegl, at Tommy fik mange point, og pludselig blev der sagt til mig, at nu skulle jeg holde lav profil og lade Kirsten køre stort set resten af showet. ”Så har den nok vundet,” tænkte jeg. Og jeg var kisteglad! På egne vegne, men også på Tommys. Og så var jeg stort set en usynlig vært derfra.
– Ja, du var næsten ikke med, indskyder Hilda.

Keld og Hilda Heick fortæller om Tommy Seebach.
Keld og Hilda Heick fortæller om Tommy Seebach.
Foto: Hanne Juul


”Under stjernerne på himlen” blev nummer 22 ud af 25 ved Eurovision Song Contest, og den dårlige placering betød, at Danmark var udelukket fra næste års internationale grandprix. Hjemme i Danmark gjorde både pressen og DR Tommy Seebach til den store syndebuk.
– Det var synd og skam. Efter min mening var det den helt forkerte opstilling på skærmen, hvor Tommy og bandet stod med kameraet i ryggen det meste af tiden, siger Keld.
Det var et kæmpe nederlag for Tommy.

Det var alment kendt, at danskerne var trætte af at se de samme ansigter igen og igen til grandprixet, men musikeren håbede, denne sang kunne holde ham oven vande, og han troede så meget på den, at han havde sendt den ind flere gange.
– Tommy elskede den sang, og selv synes jeg, det er den bedste grandprixsang, jeg nogensinde har været med til at skrive. Den er absolut min egen favorit, smiler Keld.

Mere om: