Disse lande stiller dansk Eurovision-vinder op for i år
Han har tidligere vundet det hele som en af de tre sangskrivere bag “Only Teardrops”, som Emmelie de Forest sang til tops for Danmark i 2013.
I år stiller Thomas Stengaard så op i Eurovision Song Contest igen, men denne gang er det ikke Danmark, men derimod både San Marino og Cypern, der har haft glæde af hans sangskrivnings-evner.
Han er nemlig en af bagmændene til “Adrenalina”, der er årets bidrag fra San Marino, og som bliver fremført af sangerinden Senhit.
Og også til årets cypriotiske bidrag ”El diablo”, som bliver sunget af sangerinden Elena Tsagrinou.
Det er dog ikke første gang, at Thomas Stengaard stiller op i Eurovision for et andet land end Danmark.
Både i 2018 og i 2019 var han nemlig med til at skrive de tyske bidrag til Eurovision Song Contest.
Særligt godt gik det for Tyskland i 2018, da sangen ”You Let Me Walk Alone” endte på en flot 4. plads.
Hvordan det går for Cypern, San Marino og Thomas Stengaards nyeste Eurovision-sange, finder vi ud af tirsdag aften, når Cypern deltager i årets første semifinale, og torsdag aften, når San Marino deltager i den anden semifinale.
Begge sange bliver af bookmakerne spået gode chancer for at gå videre til finalen lørdag.