Jørgen Thorup synger i stedet for Michael Bundesen: Det ville han have blåstemplet

Det er Jørgen Thorup, 62, der står på scenen som forsanger på lørdag, når Shu-bi-duas musik bliver spillet af bandet Shu-bi-dua 0.2, der både består af originale og nyere medlemmer af bandet.

Anledningen er Shu-bi-duas 50-års jubilæum.

De er i bandet blevet enige om, at Jørgen ikke skal prøve at lyde som Michael Bundesen.

Bundesen var en ener, og hans stemme gav Shu-bi-dua en helt særlig lyd.

Så Jørgen synger sangene, som han selv vil.

– Jeg har haft det fint med at stå bag Bonden i 15 år, men jeg elsker at stå og synge de sange. Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke sagde, at det betyder utrolig meget for mig at stå der som forsanger med den tyngde, der er i det. Det er en stor del af mit liv, siger han.

Jørgen Thorup: Jeg får helt gåsehud

Jørgen Thorup fortæller, at Michael Bundesen tog ud for at se de andre drenge under en koncert i Vangede, efter han var blevet syg.

– Bonden var ude at se os spille inkognito med kasket ned over panden, og Nanna havde givet ham en kiks, han kunne smide op. I sin bog skrev han om den oplevelse: At han tog fejl! Måske skulle vi have givet den lidt mere gas og trykket på rocken. Han kunne se, at det fungerede. Og det var en stor cadeau, at han kunne se det og respekterede det, vi lavede, siger Jørgen Thorup, 62, og tilføjer:

– Jeg får helt gåsehud, når jeg taler om det.

Nu forstår jeg ham

Thorup var i særdeleshed en af dem, der havde meninger om, i hvilken retning musikken skulle rykke sig. Han var uenig med Bundesen, og det blev i sidste ende det, der i sin tid fik ham til at stoppe i Shu-bi-dua.

Nu prøver han selv at være frontmand.

– Jeg har haft en god oplevelse ved at være forsangeren og være den, der står for tourmanagement, og jeg forstår Bonden på en helt anden måde nu. Jeg var rebel og pissesur dengang, og jeg var virkelig irriterende! Det kan jeg se nu. Jeg var en ”pain in the ass”. Og det var jo fordi, det var tid til at stoppe. Og i dag kan jeg jo selv sige, at kan man ikke lide lugten i bageriet, så skal man skride.

I 2001 udgav han bogen ”15 år med Shu-bi-dua”, hvor han fortalte sjove anekdoter, men også forholdt sig kritisk til bandet.

– Bonden var ikke glad for det, og det kan jeg godt forstå.

– Selv om vi havde de her kontroverser, så var vi gode venner, og vi kom os over de der ting … Han ville have elsket at sidde og se os føre det her videre. Den tanke går vi på plænen med. Og jeg er ret sikker på, at han ville blåstemple, at jeg går på scenen som forsanger til jubilæumskoncerten. Han ville nu nok helst have stået der selv … siger han.

Bonden gav ikke op

I dag værdsætter han Michael Bundesens utrættelighed:

– Han gav ikke op, og det er grunden til, at vi er her i dag. For havde han givet op i 2007, fordi det ikke var så sjovt som i 1992, var det stoppet. Men det blev ved, til han blev syg. Vi har været med til at skrive de her sange, og det vigtigste er, at vi kan føre den arv videre på den bedste måde.

– Og vi har det sjovt. Folk spørger, hvordan vi kan blive ved. Og det er jo fordi, vi ikke kan lade være! Jeg vil gerne dø på scenen en dag med hjertestop, smiler han.