Søren Østergaard tog dans med dronningen: Det skulle jeg aldrig have gjort
Gennem årene har Søren Østergaard adskillige gange haft besøg af dronning Margrethe og prins Henrik i sine forestillinger i Zirkus Nemo.
Men der er særligt et minde med dronningen, som den kendte cirkusdirektør ikke lige kommer til at glemme.
Lidt grænseoverskridende
I et stort interview med BILLED-BLADET fortæller Søren Østergaard om dengang, han i 2016 var majestætens bordherre ved et aftenselskab på Christiansborg Slot.
– Jeg vidste det ikke på forhånd. Det var det eneste, der var lidt grænseoverskridende. Inden jeg gik til bords, tænkte jeg over, hvem jeg skulle sidde ved siden. Bordet var meget centralt, og Lars Løkke Rasmussen, som jeg havde mødt forinden, havde sagt: – Vi ses inde ved bordet. Og så tænkte jeg, at hvis jeg skal jeg sidde sammen med Lars Løkke, så skal jeg sidde godt i hvert fald. Men det endte med at være rigtig hyggeligt, skægt og dejligt, fortæller Søren Østergaard, der dog måtte skuffe dronningen senere på aftenen.
Dronningen kæmpede
- Vi skulle desværre danse lancier bagefter. Det var synd, fordi det kan jeg ikke. Jeg kom til at sige ja, og det skulle jeg ikke have gjort. Det ødelagde det meste af aftenen, fordi jeg fik ondt i ryggen. Vi dansede sammen med regentparret, fire par, og da var Lisbet også med. Og hun er endnu værre, end jeg er, så hende måtte dronningen engang imellem lige tage fat i armen på og hive hende ind igen, fordi hun var på vej over til en anden. Dronningen kæmpede nogle kampe for at holde styr på det. Man kunne se skuffelsen, fordi dronningen elsker at danse lancier. Og håbede på, at vi ville være alletiders til det, tror jeg. Men der måtte vi skuffe. Der røg næste grad af ridderkorset, lyder det fra Søren Østergaard med et glimt i øjet.