Christina Roslyng og Lars Christiansens søn har fået debut: ”Det var sgu dejligt”
Christina Roslyng og Lars Christiansen har begge brilleret på henholdsvis kvinde- og herrelandsholdet i håndbold, og der er derfor ikke noget at sige til, hvis deres børn er vokset op med en bold i hånden.
Deres ældste søn, 17-årige Frederik, har dog skiftet håndbolden ud med fodbolden, og han fik fredag sin førsteholdsdebut i AC Horsens. Det skriver B.T.
Selvom AC Horsens tabte kampen mod Hobro IK 1-0, fejlede Frederik Roslyngs humør intet efter kampen.
Han fortæller selv om debuten på AC Horsens’ Instagramprofil.
- Det var sgu dejligt. Fantastisk at prøve at spille med drengene inde på banen. Det er jeg sgu glad for, lyder det fra Frederik Roslyng.
Den 17-årige fodboldspiller fortæller, at han var meget glad og havde hjertebanken af glæde før kampen, og at han ser debuten som en gulerod for at komme med igen.
- Det gør bare, at jeg vil arbejde benhårdt for at komme med næste gang, lyder det fra Christina Roslyng og Lars Christiansens ældste søn.
Se selv videoen med den meget glade Frederik Roslyng ved at klikke her.
Christina Roslyng og Lars Christiansen har også sønnen August.