DBU i kontakt med Christian Eriksen: Sådan har han det nu
Det danske landshold har haft et par meget hårde døgn, efter deres holdkammerat Christian Eriksen faldt om i Danmarks første EM-kamp.
Dansk Boldspil-Union, DBU, oplyste lørdag, at Christian Eriksen var i stabil tilstand og kørt til Rigshospitalet.
Her er han fortsat indlagt, oplyser DBU på mandagens pressemøde.
I kontakt med Eriksen
Både søndag og mandag har landsholdet og DBU været i kontakt med Christian Eriksen, der er indlagt på Rigshospitalet.
Det fortæller kommunikationschef ved DBU Jakob Høyer på mandagens pressemøde.
- Vi er i kontakt med ham i går og i dag. Hans tilstand er den samme. Stabil og god. Han er stadig på hospitalet og får foretaget fortsatte undersøgelser, siger kommunikationschefen.
Spillerne udtaler sig
Pressemødet mandag formiddag er første gang, at spillerne udtaler sig om den tragiske hændelse i Parken lørdag.
Det er Kasper Schmeichel, Martin Braithwaite og Pierre-Emile Højbjerg udtaler sig om deres holdkammerat.
Søndag kom det frem, at landsholdet har modtaget krisehjælp ovenpå hændelsen, og det er også noget af det, spillerne på pressemødet bekræfter.
Det er tydeligt rørte holdkammerater, der skal tale om landsholdets tilstand, og hvordan det har været at tale med Christian Eriksen.