Fantastiske Schmeichel giver en hjælpende hånd
Superstjernen Kasper Schmeichel er en ener på mange områder.
Danmarks bedste fodboldmålmand viser i denne udfordrende tid, at han er meget mere end en sportsstjerne med fuld fokus på bold, kamp og tre point samt på at give en hjælpende hånd til sine holdkammerater på grønsværen.
Også de svage grupper i samfundet kan regne med støtte fra Kasper Schmeichel.
Kasper Schmeichel donerer stort beløb
Schmeichel, der til daglig tjener sin løn i fodboldklubben Leicester City i England, har valgt at donere 20.000 engelske pund, ca. 160.000 kroner, til en fond, der i lokalområdet i byen Leicester hjælper ældre mennesker i deres dagligdag i en tid med ekstra udfordringer på grund af corona-problematikken.
Omsorgspakker til de ældre
Foreningen Age UK Leicester Shire & Rutland roser på sin Twitter-profil den danske målmand og fortæller, at man vil bruge donationen på at købe omsorgspakker og at finansiere bemanding til telefonopkald og hjemmebesøg, så ældre mennesker kan føle sig trygge.
Meget engageret i velgørenhed
Kasper Schmeichel står også bag ”Fodboldfonden”', der afvikler sociale arrangementer for børn i Danmark.
Og så er han engageret i ”Common Goal”-organisationen sammen med en gruppe andre professionelle fodboldprofiler, der donerer en procentdel af deres løn direkte til velgørenhed.