Mathias Gidsel nåede det lige akkurat: Nu bliver han hyldet for det
Den danske håndboldspiller Mathias Gidsel har efterhånden fået sat en stor, fed streg under, at han er en af de dygtigste inden for sporten.
Det kunne håndboldfans se med egene øjne under sommerens OL.
Her nåede den 25-årige lige akkurat at sætte en rekord.
Og det bliver han nu hyldet for.
Det skriver Dansk Håndbold i en pressemeddelelse.
For Mathias Gidsel nåede under OL-slutrunden, hvor de danske håndboldherrer sikrede sig guldet, at sætte scoringsrekord med sine 62 mål.
Tidligere var det Mikkel Hansen, der under OL i Tokyo satte rekord med 61 mål.
Mathias Gidsel sikrede sig rekorden ved at banke hele 11 mål ind i OL-finalen mod Tyskland.
Nu bliver den danske OL-helt hyldet for sin rekord med prisen ”European Olympic Excellence Award af Det Europæiske Håndboldforbund, EHF.
Prisen hylder de to håndboldspillere på henholdsvis dame- og herresiden, som har lyst mest op under OL.
Den uddeles officielt i forbindelse med gallashowet EHF Excellence Awards, der afholdes i Wien i forbindelse med finaleweekenden ved kvindernes EM. Det sker den 14. december.
Det er ikke første gang, at Mathias Gidsel hyldes for sin bemærkelsesværdige bedrift ved OL.
I 2024 blev han hyldet som den mest værdifulde spiller, akkurat som det også skete ved hans første OL i Tokyo.
Foruden Mathias Gidsel er det på damesiden målmand Katrine Lunde, der har modtaget hæderen.