Michael Mørkøv har taget afgørende beslutning: Det stopper her
Michael Mørkøv har allerede vist, hvad han dur til ved dette års Tour de France.
Han har kørt sin holdkammerat Mark Cavendish til sin 35. sejr.
Senere på sommeren venter OL i Paris, hvor Michael Mørkøv skal jagte medaljer til Danmark.
Men det bliver også en af de sidste gange, danskerne kan opleve ham som professionel cykelrytter.
Michael Mørkøv stopper sin aktive karriere, når sæsonen er ovre i 2024.
Det afslører han i et skriv på Instagram.
Dermed sætter han en stopper for en 20 år lang karriere, der har budt på et væld af store oplevelser.
”2024 bliver mit sidste år som professionel cykelrytter. I 20 år har jeg jagtet udfordringer, drømme og oplevelser på min cykel. Mange af dem har jeg med flid, tålmodighed og vilje indfriet. Jeg er stolt over nu at kunne se tilbage på en karriere med store og alsidige resultater og en erkendelse af at jeg formåede at strække mit talent og mine redskaber til det yderste,” skriver han.
Han understreger, at han altid har følt sig enormt privilegeret over at kunne leve af sin hobby.
Samtidig ser han frem til, at han kan få mere tid med sin familie.
”Jeg føler mig utroligt priviligeret, at jeg har kunne leve af min hobby. Hvert et sekund, hvert eneste pedaltråd har jeg nydt og det gør jeg stadig idag, samtidig med at motivationen for nye udfordringer vokser i mig.
Men mest af alt, glæder jeg mig til at kunne give mere af mig selv til mine børn og Trine - der altid har støttet mig i mine mål og drømme ❤️,” skriver han videre.
Den 39-årige cykelrytter slutter af med at se frem mod de næste store mål i karrieren.
”De sidste store mål som cykelrytter lever i bedste velgående og skal realiseres ved OL i Paris om en lille måned og et sidste VM på min hjemmebane i Ballerup til Oktober,” skriver han.
Michael Mørkøv kører for sidste gang med nummer på ryggen, når han stiller op ved et nytårsstævne i Ballerup Super Arena i slutningen af december.
Til sidst sender han en rørende hilsen til alle dem, der har fulgt ham i de to årtier som cykelrytter.
”Tak til jer alle for evig støtte,” afslutter han sit skriv.