8. aug. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Rikke Iversen er holdets ”brøleabe”: Derfor brøler og skriger hun under en kamp

Rikke Iversen
Rikke Iversen
Foto: Brian Inganga/AP/Ritzau Scanpix
Når håndboldspiller Rikke Iversen brøler højlydt under en kamp, er det helt bevidst og aftalt spil, afslører hun.

Glædestårer og jubelbrøl.

Sådan reagerede de danske håndboldkvinder, da de tirsdag spillede sig i OL-semifinalen.

Da kampen blev fløjtet af, og det gik op for spillerne, hvad de havde præsteret, fik følelserne frit løb.

Men også under kampen lød der høje brøl, råb og skrig.

Lige inden tiden løb ud før halvleg, løb Rikke Iversen hen til den hollandske spiller Estavana Polman, der havde bolden, og brølte hende lige ind i hovedet.

Men der er en mening med galskaben, forklarer Sarah Iversen til TV 2 Sport, der kalder sig selv for holdets “brøleabe”.

– Jeg tror, det giver os gejst og tænding og viser de andre, at vi er her fandme og ikke bakker fra en tackling. Det er ikke så meget for modstanderne – det er lige så meget for vores egen skyld, siger Rikke Iversen til TV 2 Sport.

Hun fortæller desuden, at de på holdet har en aftale om, at når én råber, aber de andre efter, og her er hun ikke bange for at gå forrest.

– Min rolle er også at opildne de andre og råbe og skrige helt vildt, så hvis jeg skal være brøleaben på holdet for at få de andre med, så gør jeg det da gerne, lyder det.

Læs mere om: