29. jul. 2024
Af Pelle Rigtrup

Royale atleter: Disse kongelige har deltaget i OL

Prinsesse Nathalie.
Prinsesse Nathalie.
Foto: Paul Hackett/Reuters/Ritzau Scanpix
En lang række kongelige har deltaget ved OL. Og flere har endda også formået at vinde medaljer.

OL i Paris er godt i gang, og flere kongelige har allerede lagt vejen forbi verdens største sportsbegivenhed.

Til fredagens åbningsceremoni var vores egen kong Frederik og dronning Mary blandt de mange royale deltagere.

På listen over OL-atleter finder vi dog ikke nogen kongelige, men ser vi tilbage på de tidligere olympiske lege, har flere kongelige deltaget.

Herunder har vi samlet en liste over de mange kongelige, som har deltaget ved OL - og hvordan det er gået for dem.

Kong Olav - Amsterdam i 1928: Den daværende norske kronprins Olav var en dygtig sejler og vandt i 1928 en OL-guldmedalje i sejlsport.

Kong Konstantin - Rom i 1960: Den daværende kronprins repræsenterede Grækenland i 1960, hvor det blev til en guldmedalje i sejlsport.

Kong Harald - Tokyo i 1964, Mexico i 1968 og München i 1972: Ligesom sin far, kong Olav, var den daværende kronprins glad for at sejle. Hele tre gange deltog han ved OL, men det blev ikke til nogen medaljer.

Kong Juan Carlos - München i 1972: Den daværende spanske prins deltog også i sejlsport ved OL i München, men heller ikke han formåede at vinde en medalje.

Mark Phillips - München i 1972 og 1988 i Seoul: Den daværende løjtant, der senere blev gift med prinsesse Anne, vandt OL-guld i ridesportsdisciplinen military. I 1988 hentede han endnu en medalje til samlingen, da det blev til sølv.

Prinsesse Anne - Montreal i 1976: Den britiske prinsesse deltog også i ridesport ved de olympiske lege. Her stillede hun op med moderens hest Godwill, men det blev desværre ikke til en medalje.

Prinsesse Cristina - 1988 i Seoul: Den spanske prinsesse repræsenterede sit land i sejlsport uden at vinde en medalje. Hun kunne til gengæld glæde sig over at være Spaniens fanebærer det år.

Iñaki Urdangarin - 1992 i Barcelona, 1996 i Atlanta, og 2000 i Sydney: Den spanske håndboldspiller, der fra 1997 til 2023 var gift med prinsesse Cristina, deltog tre gange ved de olympiske lege. I 1996 og 2000 vandt han bronze med det spanske landshold.

Kong Felipe - 1992 i Barcelona: Den daværende spanske kronprins stillede op i sejlsport, men med en sjetteplads lykkedes det ikke at hente en medalje med hjem. Han havde æren af at være fanebærer for Spanien.

Fyrst Albert - Calgary i 1988, Albertville i 1992, Lillehammer i 1994, Nagano i 1998 og Salt Lake City i 2002: Hele fem gange i træk stillede fyrst Albert op i bobslæde ved vinter-OL. Det blev ikke til nogen medaljer, men han kunne glæde sig over at være fanebærer i både 1988, 1994 og 1998.

Fyrstinde Charlene - Sydney i 2000: Samme år, som hun mødte sin senere mand, fyrst Albert, stillede Charlene op for Sydafrika i svømning. Hun vandt ikke nogen medalje, men hun vandt som nævnt kærligheden det år.

Prinsesse Haya - Sydney i 2000: Kong Husseins datter repræsenterede Jordan i ridebanespringning i 2000 uden at vinde en medalje.

Prinsesse Nathalie - Beijing i 2008 og London i 2012: To gange har prinsesse Nathalie stillet op for Danmark i dressur. I 2008 blev det til en flot bronzemedalje.

Zara Tindall - London i 2012: Prinsesse Anne og Mark Phillips' datter gjorde i 2012 sine forældre kunsten efter og stillede op til de olympiske lege i ridning. Her formåede hun at vinde en sølvmedalje.

Læs mere om: