Viktor Axelsen efter corona-chok: Derfor måtte jeg hjem til Danmark
Danmarks badmintonstjerne Viktor Axelsen blev i weekenden under EM-turneringen i Kiev i Ukraine konstateret corona-positiv, og dermed så det ud som om, han skulle være to uger i isolation i Ukraine.
Met et vigtigt OL i Tokyo, der nærmer sig, var denne situation lidt af en sportslig katastrofe for Viktor Axelsen, der tilmed også måtte undvære familien bestående af kæresten Natalia og datteren Vega.
Viktor Axelsen traf vild beslutning
Viktor valgte dog at ændre på alt dette ved selv at betale for at blive hentet i et ambulancefly i Ukraine og derefter flyve mod Danmark.
På hele turen befandt Viktor sig i et isolationskammer med tilhørende iltapparat.
Mandag aften landede han i Danmark, og her til morgen var Victor Axelsen via FaceTime på TV 2 News for at fortælle om sin situation.
Viktor fortalte, at han er ved godt mod, og at han følte, at han blev nødt til at forlade de dårlige træningsfaciliteter i Ukraine til fordel for et optimalt træningsmiljø hjemme i Danmark.
Dette er afgørende, hvis han skal nå sit store mål som er at vinde OL-guld denne sommer.
Godt at være i Danmark
Nu kan Viktor Axelsen mere eller mindre leve en normal hverdag uden for banen.
I Danmark kan Axelsen få den næringsrige kost, han gerne vil have, og herhjemme kan han måske igennem et vindue også få lov til at se sin datter og familie.
Det taler Viktor Axelsen også selv om både på TV 2 News og på sine egne sociale medier.
Vigtigt med gode forhold
- På det sted, hvor jeg isoleres, vil det være muligt for mig at indtage den rette kost og i et vist omfang at motionere med vægte, siger Viktor Axelsen og fortsætter.
- Det gør at jeg kan opretholde min form, så godt som det nu kan lade sig gøre, under disse usædvanlige omstændigheder. Jeg har trænet meget længe og målrettet bygget min formkurve op med særligt fokus på at deltage i OL i Tokyo. Et OL er for vi atleter en helt særlig begivenhed, der kun finder sted hver fjerde år, hvorfor jeg nu med dette tiltag forsøger at gøre, hvad der overhovedet er muligt for at sikre min form og træningstilstand frem mod OL, lyder det fra Viktor Axelsen til alle fans.
En ren genistreg
Viktor Axelsens træk med selv at betale for et ambulancefly, der fragtede ham hjem mandag, er ifølge mange eksperter en ren genistreg, og det viser, hvor professionel han er.
Axelsen søger alle muligheder for at optimere på sin sportsgren, og når han så er testet negativ og ingen symptomer har, kan han meget hurtigere begynde at træne igen.
Det ville have taget længere tid i Ukraine, så han har med sin beslutning købt sig selv noget mere tid op til det ultimative mål – OL i Tokyo.
Skulle Axelsen have været yderligere knap to uger i isolation i Kiev, ville det have gjort forberedelserne frem mod de kommende turneringer i Malaysia og Singapore meget dårlige.
Begge turneringer kan vise sig at blive afgørende i forhold til OL-seedningerne, som Axelsen kæmper om at få.