Efter Jytte Abildstrøms død: Nu strømmer det ind med kærlighed i kommentarfeltet
Torsdag aften fortalte Peter Mygind på sin Instagram-profil, at hans mor Jytte Abildstrøm er gået bort.
Jytte Abildstrøm blev 90 år gammel, og inden jul afslørede hendes søn, at hun var kommet på hospice.
Mindre end en halv time efter Instagram-opslaget om Jytte Abildstrøms død er lagt op, er det væltet ind med kondolencer.
I skrivende stund er der skrevet over 1300 kommentarer til opslaget, hvor Peter Mygind siger farvel til "verdens bedste mor".
En lang række kendte har også sendt tanker til Peter Mygind og hans familie.
– De kærligste tanker til jer allesammen. Æret være hendes minde, skriver Rasmus Tantholdt.
– De varmeste tanker til hele familien! Jeg er så taknemmelig for, at jeg lærte Jytte at kende. En inspirerende éner og et fantastisk menneske. Kæmpe kram og kondolencer fra Vagn, Trine & Christian, lyder det fra Christian Degn.
– Kæmpe kærlighed fra mig. Hun har gjort så uendeligt stort indtryk på så mange mennesker, skriver Andreas Odbjerg.
Der er også kommet kærlige hilsner og tanker fra blandt andet Sara Bro, Mathilde Passer, Kaya Brüel og mange flere.