Maria Lucia æresgæst til Frost-fødselsdag
Når man fylder fire år og elsker Disney-filmen ”Frost” – og har en kreativ og virkelig sød mor – så får man da selvfølgelig en temafødselsdag, hvor ”Frost” er gennemgående.
Og når søde mor så ovenikøbet kender den rigtige dronning Elsa, nemlig musicalstjernen Maria Lucia, kan man så få bedre gave end, at hun kommer og synger?
Ikke hvis man spørger den flok børnehaveveninder, som blev overrasket af Maria Lucia midt i fødselsdagsfejringen.
LÆS MERE: Maria Lucia mistede sin far: Det var kaos
Maria Lucia sang kæmpehit
- Min veninde Julie har en lille pige, som er forelsket i ”Frost”, og min veninde er så kreativ og dygtig til at lave kager, at hun skabte et helt univers for veninderne i børnehaven, og så spurgte hun, om jeg ville komme, siger Maria Lucia til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Det var simpelthen så hyggeligt. Vi sang ”Lad det ske” sammen, og de kunne den næsten bedre end mig.
Maria Lucias veninde er smykkedesigneren Julie Wettergren, der også havde lavet den smukkeste ”Frost”-inspirerede kage til fødselsdagen.
Olaf hitter
Det er ikke kun venindernes børn, der elsker ”Frost”.
Også Maria Lucias nevø og niece er faldet for det snehvide univers med Elsa, Anna, Christoffer og snemanden Olaf.
- Min niece og nevø er også fuldstændig med på bølgen. Jeg har lige købt to Olaf-bamser til dem, fordi de blev ved med at slås om den, jeg har fået i gave fra Disney, sidst de var hjemme hos mig, siger Maria Lucia med et grin.
På billeddelingssiden Instagram har Maria Lucia delt et billede af et kæmpe gruppekram med børnehaveveninderne, der siger tak for sangen.
BILLED-BLADET har fået lov til at bringe billedet fra Maria Lucias Instagram-profil.
Et billede slået op af Maria Lucia H.R. (@lullulamb) den
24. Mar 2015 kl. 7:43 PDT