Niels Olsen og det nye hold klar til mere TAM TAM
Niels Olsen er tilbage i "TAM TAM" på 2016-holdet.
Holdet, der næste år skal bære Tivolis revytradition videre, blev præsenteret hos Fru Nimb onsdag morgen.
Foruden ørkensønnen Niels Olsen bliver der et gensyn med Bodil Jørgensen.
Nye på holdet er til gengæld Henik Koefoed, Sofie Stougaard og Mads Knarreborg.
LÆS MERE: Sådan mødte Niels Olsen og Joy-Maria Frederiksen hinanden
Niels Olsen tilbage fra Ørkenens Sønner-tjans
- Vi er gået fra seks til fem mand i forhold til i år. Ikke mindst for at kunne give skuespillerne noget mere plads til enkeltnumre, siger instruktør Joy Maria Frederiksen, der også har sagt ja tak til endnu et år i instruktørstolen for Jesper Winge Leisners produktion, der får premiere den 2 . juni næste år i Glassalen.
- Joy og jeg synes, det har været rigtig sjovt at være med til at starte Tivolirevyen op igen, men det var aftalt, at vi skulle lave ”Ørkenens sønner” i år, men næste år ville jeg gerne altså gerne tilbage, siger Niels Olsen, der udover sin kone Joy stadig kommer til at arbejde sammen med Henrik Koefoed fra ”Ørkenens Sønner”.
Henrik Kofoed glæder sig til at have damer med på scenen
- Det bliver sjovt at arbejde med Niels i en lidt anden sammenhæng. Og dejligt at der kommer nogle piger med på scenen. Det savner man jo lidt. ”Slikmutter” kan vi ikke så godt hive med på scenen. Det ville trods alt blive for meget, siger Henrik Kofoed med reference til den ualmindeligt storbarmede dulle, som Ørkensønnerne altid får publikum til at råbe på under forestillingerne, men som kun optræder i et uartigt filmklip på et lærred.
Til næste år kommer Henrik Koefoed i selskab med både Bodil Jørgensen og Sofie Stougaard.
Sidstnævnte har brugt sommeren på at spille revy i Græsted.
Mads Knarreborg kan parodiere Ole Thestrup
Og så vender Mads Knarreborg tilbage til revyscenen.
- Jeg har turneret med ”Festen”, som jo må siges at være i den alvorlige ende af underholdningsskalaen, så det bliver skønt at skulle arbejde med TAM TAM, siger Knarreborg, der tidligere har spillet med i Nykøbing F-revyen, og som en af sine fornemste talenter er en glimrende parodist.
- Knarreborg kan ikke mindst imitere Ole Thestrup, som i år har været en af hovedkræfterne i "TAM TAM", siger Joy Maria Frederisen.