Vivienne Mckee: Sådan lykkes jeg med at snige engelske traditioner ind i den danske jul
Hun har boet længere tid i Danmark end i England, hvor hun oprindeligt er fra byen Epsom syd for London. Og lige som Crazy Christmas Cabarat og jul hænger uløseligt sammen med navnet Vivienne Mckee, så hænger de gamle engelske juletraditioner også ved den 73-årige skuespiller.
I et interview med ugebladet Familie Journal fortæller hun nu, hvordan hun blander danske og engelske juletraditioner:
- Min mand og jeg har netop solgt vores store villa på Frederiksberg og er flyttet i lejlighed, og fremover vil tingene foregå en mindre skala. I hvert fald er det slut med de store julefester for hele skuespillerholdet.
- Vi regner med at skulle fejre juleaften hos vores søn og hans familie, og som altid bliver de engelske og danske traditioner blandet. Mine tre børnebørn får selvfølgelig de fleste af deres gaver juleaften, men vi gemmer et par stykker, så de også kan pakke gaver op julemorgen i bedste, engelske stil, fortæller Vivienne Mckee i et interviewet med ugebladet.
Hun er i øjeblikket aktuel med forestillingen "Who Killed Don Calzone?", som er titlen på årets Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli i København.