Amalie Dollerup blev rørt til tårer, da Badehotellet vandt særpris
I foråret løb det allersidste afsnit af “Badehotellet” over skærmen, og torsdag aften blev den populære TV 2-serie hyldet ved SVEND Prisen 2024 i Svendborg.
Først på aftenen vandt “Badehotellet” prisen som Årets bedste tv-dramaserie, men jublen var nærmest endnu større, da Amalie Dollerup, Anne Louise Hassing og Andreas Jebro måtte på scenen igen sammen med forfatter Hanna Lundblad og producer Michael Bille Fransen.
Til stor overraskelse for dem alle vandt “Badehotellet” nemlig også Årets særpris.
Grosserer Madsen alias kollegaen Lars Ranthe var vært på prisuddelingen og gjorde dem naturligvis selskab på scenen, så familien Madsen kortvarigt blev genforenet.
Da Hanna Lundblad og Michael Bille Frandsen havde holdt en kort tale, greb en rørt Amalie Dollerup mikrofonen.
– Jeg vil bare sige tak på hele tv-ensemblets vegne, jeg er helt vildt rørt, lød det fra en tårevædet Amalie på scenen.
Hun fik et kærligt kys på panden af ægtemanden Andreas Jebro, som også har medvirket i nogle sæsoner af “Badehotellet”.
Bagefter satte “Badehotellets” Amanda ord på, hvorfor hun blev så rørt.
– Det var så rørende at se de her klip fra “Badehotellet”. Det er 10 år af mit liv som Amanda, og det betyder bare rigtig meget, sagde skuespilleren, som stolt stod med statuetten i hånden.