Betty-Marie fra Danmarks næste tøjdesigner: Her er hendes kendte forældre
Den nye sæson af ”Danmarks næste tøjdesigner” er i gang, og her dyster de otte udvalgte designere om at slå deres navne fast i modebranchen.
En af dem er 24-årige Betty-Marie Njor Boisen, og dommerne, Søren Le Schmidt og Susanne Guldager, er fra første øjekast begejstrede for hendes farvestrålende designs.
I DR-programmet fortæller Betty-Marie Njor Boisen blandt andet, at hun gerne vil bringe lidt farver ind i gadebilledet i det danske gråvejr.
Som nogle måske allerede kan se ud fra efternavnet, er Betty-Marie datter af to kendte ansigter.
Hendes mor er nemlig journalist og forfatter Maise Njor, som blandt andet har skrevet bestselleren "Michael Laudrups tænder" og bogen ”Vildere have” i samarbejde med tv-vært Lene Beier.
Betty-Maries far er journalist og producent Axel Boisen, som blandt andet kan skrive tv-vært, coach og direktør på CV’et.
Nogle vil måske også kunne huske ham fra The Axel Boys Quartet, der fik stor succes med deres covernumre af kendte sange tilbage i 90’erne.
Maise Njor og Axel Boisen gik fra hinanden tilbage i 2008, og sammen har de tre døtre.
I de kommende uger vil man hver onsdag kunne følge med, når Betty-Marie Njor Boisen og de andre håbefulde designtalenter konkurrerer om at blive ”Danmarks næste tøjdesigner”.