31. aug. 2023
Af Catja Klarskov

Det ser du ikke i Gift ved første blik: Martin og Pernille havde et romantisk og personligt øjeblik under åben himmel

Martin Brodersen og Pernille Mikkelsen 
Martin Brodersen og Pernille Mikkelsen
Foto: Brian Lichtenstein
I aftenens afsnit af ”Gift ved første blik” var Pernille og Martin ét af de i alt tre par, der lod sig vie. Sent på aftenen havde parret dog et romantisk og personligt øjeblik under åben himmel, der ikke blev vist på tv.

Den 3. maj 2023 er formodentlig en dag, hverken Pernille Mikkelsen eller Martin Brodersen glemmer foreløbig.

Først og fremmest fordi de giftede sig med et fremmed menneske, men nok også fordi dagen blev fulgt og dokumenteret tæt af et kamerahold.

Sent på aftenen havde parret dog alligevel et romantisk og personligt øjeblik under åben himmel, som ikke blev vist på tv.

– Min storebror har sin guitar med, fordi han skal spille brudevalsen. Det ser man desværre ikke, men han spiller den der ”What if we were meant to be together” (red. ”Right next to the right one af Tim Christensen). Den dansede vi brudevals til. Det foregik ude på terrassen. Det var ret smukt, fortæller Pernille til BILLED-BLADET.

Den romantiske og personlige brudevals, akkompagneret af Pernilles storebror, var dog ikke den eneste gang, guitaren blev hevet frem. Faktisk var den et gennemgående indslag hele aftenen – til stor underholdning og morskab for hele festen.

– På et tidspunkt er produktionen gået ud for at spise aftensmad, og der griber vi guitaren og spiller en 4-5 sange. Det er noget, vi gør i min familie, forklarer Pernille, hvorefter hun fortsætter:

– Pludselig kommer produktionen farende ind, fordi de godt kan se, at de er gået glip af noget. De når lige at få et lille klip med, hvor vi synger ”Kvinde min”. Det var simpelthen så sjovt, fordi vi stod – uden kamera på – 25 mennesker og skrålede, siger Pernille, hvorefter hun bryder ud i latter.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-31/martin-og-pernille-gvft1.jpg
Martin og Pernille i DR-programmet "Gift ved første blik". Her har de lige mødt hinanden for første gang.
Foto: Snowman Productions / DR

Du kan følge 46-årige Pernille Mikkelsen og 47-årige Martin Brodersens rejse i DR-programmet ”Gift ved første blik”, der bliver sendt hver torsdag på DR 1 og på DRTV.

Læs mere om: