Har du lagt mærke til det? Noget har ændret sig ved Dennis i I hus til halsen
Dennis Lindequist fik sin debut i DR’s populære boligprogram i sæson 3, og han har nu været med på holdet i hele ni år.
Sæson 11 sendes i øjeblikket på DR1, og som den opmærksomme seer måske har lagt mærke til, så har noget ændret sig markant ved den fynske tømrers rolle i programmet.
Han er nemlig blevet en meget større del af værtsteamet med Søren Vester og Line Franck.
- Da jeg startede, var jeg tømrerassistent, og der måtte jeg ikke blive set i programmet. Jeg var med til at bygge tingene, men der var fokus på mæglerdelen. Så det var en helt anden præmis dengang, fortæller Dennis Lindequist til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Min rolle er vokset stille og roligt i takt med, at jeg er blevet mere kameravendt. Men jeg synes, det har været en naturlig del af programmet, og det giver mening, at jeg bliver trukket mere ind i tingene nu og kan give nogle byggetips til folk.
Ledte efter en tømrer
Det var ret tilfældigt, at Dennis Lindequist i sin tid endte med at lave tv. Han havde en gammel klassekammerat, som arbejdede på ”I hus til halsen”, og pludselig hoppede programmets tømrer fra, kort inden optagelserne startede.
Der skulle findes en ny tømrer, og så kom Dennis ind i billedet.
- På det tidspunkt var jeg bare tømrermester og kørte rundt og byggede caféer, diskoteker og restauranter, men jeg har altid haft nogle skæve tanker og idéer, og det tænkte jeg, at jeg godt kunne bruge på tv. Og det fik jeg ret i, lyder det med et smil.
I BILLED-BLADET nr. 7, der er på gaden torsdag d. 16. februar, kan du læse et stort interview med Dennis Lindequist, hvor han fortæller alt om sin familie og sin store kærlighed. Her kan du også komme indenfor i villaen i Odense og se, hvordan han bor.