Har du undret dig i Det magiske tivoliteater? Derfor går Luka med krykke
Vi er næsten halvvejs mod juleaften, og spændingen i ”Det magiske tivoliteater” er for alvor begyndt at stige.
Luka er blevet en del af fællesskabet hos Det magiske tivoliteater, men på grund af den onde, rige dame, er alle hans nye venner nu sendt væk fra teateret.
Luka har fundet sin helt store passion i trylleriet, og det job kan han snildt udføre, selv om han går med en krykke.
Lige fra begyndelsen har Luka humpet rundt, men det er ikke blevet forklaret, hvorfor han ikke han gå så ubesværet som sine jævnaldrende.
Norske NRK har dog forklaringen på, hvorfor Luka er nødt til at gå med en krykke. Årsagen er, at han har haft polio, der også er kendt som børnelammelse.
Det er også polio, der er årsagen til, at veninden Stikken ikke kan gå. I stedet sidder hun dagen lang på gaden og sælger tændstikker.
Polio er en virusinfektion, som kan medføre varige og invaliderende lammelser, og gennem mange årtier var det en frygtet og meget smitsom sygdom, der især ramte mange børn.
I begyndelsen af 1900-tallet, hvor ”Det magiske tivoliteater” foregår, var sygdommen også et problem – således også i Norge.
Ifølge Norges Folkehelseinstituttet var der særligt mange smittede i Norge i årene omkring 1910.
I 1950’erne var der også store polioepidemier, men i 1955 indførte Danmark, som et af de første lande i verden, en vaccination mod polio.
Ifølge Statens Serum Institut er det seneste opståede tilfælde af polio i Danmark fra 1976, og det seneste importerede tilfælde er fra 1983.