Ingen vidste, at Pouli havde en kæmpe familie: Sådan går det hans forsvundne arvinger i dag
Mette Frisk og Adam Jon Kronegh har igen været i gang med at opklare et mysterium i ”Forsvundne Arvinger”, og denne gang var det Pouli Møller, der var centrum for fortællingen.
Han blev anbragt allerede, da han var helt lille, og han endte sine dage på et bosted for udviklingshæmmede i Næstved.
Han fik ikke besøg af hverken venner eller familie, men nu viser det sig, at han faktisk har en ganske stor familie, der bor rundt omkring i verden.
Pouli var søn af Else Gurli Møller, der ikke fik flere børn, men til gengæld fik hans far, Aage Willy Petersen, en stor børneflok. Faktisk havde han allerede kone og børn i Indien, da han mødte Poulis mor i Danmark.
Pouli anede intet om sine mange halvsøskende, og heller ikke de anede, at deres far havde fået et barn i Danmark. I ”Forsvundne Arvinger” lykkedes det Mette Frisk og Adam Jon Kronegh at opspore hele 12 arvinger til Pouli, og en af dem bor i dag på den anden side af jordkloden.
Australske Lisa Karen Dixon er datter af Olau Willy, som var Aage Willy Petersens ældste barn.
- Jeg var chokeret og overrasket, men jeg vidste, at vi var danske, og at min far og farfar var danske. Det var så trist at finde ud af, at jeg havde en onkel, som jeg ikke kendte, for så kunne jeg have rakt ud til ham, forklarer Lisa Karen Dixon i en mail til BILLED-BLADET om sin reaktion, da hun blev kontaktet og fandt ud af, at onklen Pouli havde eksisteret, og at hun skulle være med til at arve hans formue på cirka 150.000 kroner.
Programmet har betydet, at Lisa Karen Dixon har fået en masse viden om sin fars familie, som hun ikke kendte til i forvejen, og det er hun evigt taknemmelig for. Men det skærer også i hjertet at vide, at hendes egen far, som døde i 2002, aldrig nåede at vide, hvad der skete med hans far, Aage Willy Petersen, efter han forlod sin hustru og børn i Indien.
- Jeg græder ved tanken om det. Min far var sådan en sød og kærlig mand, og han snakkede altid om vores farfar og om Danmark, forklarer Lisa Karen Dixon, som har brugt sin del af arven fra Pouli på at rejse til Danmark og gå i sin farfars fodspor.
- Jeg havde brug for at komme til Danmark og til mine rødder. Det var en stærk kraft, som jeg ikke kan forklare – heller ikke til min familie. Intet var mere vigtigt for mig end at være i Danmark og se det hus, som min farfar boede i, forklarer australieren, der er sikker på, at hendes afdøde far ville have været stolt ved tanken om, at hun rejste til Danmark.
- Da jeg sad i flyveren på vej fra den anden side af jordkloden og kiggede ned på Danmark, tænkte jeg, at min far kiggede ned på mig og var så stolt over, at jeg havde genskabt kontakten. DR gjorde den her livsændrende oplevelse mulig. Hele oplevelsen i Danmark føltes som en film – det var som at se mig selv i en film! Jeg var meget til stede på hele rejsen, men det var først, da jeg kom hjem og var kommet mig oven på jetlagget, at jeg kunne reflektere over det, forklarer Lisa Karen Dixon, der håber, at det ikke er sidste gang, hun har besøgt Danmark.
Ikke nok med at hun har besøgt sin farfars tidligere hjem i Danmark, har Lisa Karen Dixon også fået genskabt kontakten til noget af sin meget store familie – blandt andre kusinen Lorraine, som bor i England, og som man også møder i ”Forsvundne Arvinger”.
- Det var så magisk at blive genforenet – det var som i et eventyr skrevet af H.C. Andersen, beskriver Lisa Karen Dixon, der fortsat er i kontakt med kusinen Lorraine samt fasteren Rita og hendes familie, der ligeledes medvirkede i DR-programmet.
- Jeg troede slet ikke på det, da DR først kontaktede mig, men de har været med til at genforene en splittet familie, og det er jeg dem evigt taknemmelig for, understreger Lisa Karen Dixon.