Sporløs-vært Mette Frisk: Jeg savner altid mine drenge, når jeg er af sted
Sammen med DR-kollegaen, Søren Klovborg, 60, som Mette Frisk, 44, blev gift med i 2020, har hun sønnerne Svante, 10, og Aske, 13.
Og hun savner dem selvfølgelig, når hun er ude i den store verden.
Turene i “Sporløs” tager typisk syv-10 dage.
– Jeg har været væk i lang tid, så der venter en regning derhjemme, hvor jeg skal være mor – og så er der ikke tid til andet. Så servicerer jeg, og det er det, jeg har allermest lyst til, når jeg kommer hjem. At være sammen med min familie, siger hun.
Mette Frisk: Jeg puster ud
– Jeg tæller sammen, og som tommelfingerregel lægger vi tre ugers arbejde i den uge, vi er væk. Det er mange lange dage, og det kan jeg mærke, når jeg kommer hjem. Jeg er helt flad, for det er både hårdt fysisk og følelsesmæssigt. Det kræver nogle dage, hvor jeg sender ungerne i skole om morgenen og så puster ud, til de kommer hjem igen, siger Mette og fortæller, at tiden uden ungerne går med yoga og en tur i havet – året rundt – og at tiden med ungerne typisk bliver brugt på et godt brætspil eller noget kreativt.
Svante og Aske er vante til, at deres mor er væk i perioder.
– Jeg har ofte rejst, og jeg savner dem altid. De er meget kølige omkring det: “Nå mor, tager du nu på ferie igen?” spørger de. Når jeg så ringer hjem efter en 15 timers arbejdsdag for at sige godnat, siger de: “Nå, ligger du ved poolen og nyder dine cocktails?” ler Mette.
Mette Frisk om sige børn: Det skal nok gå dem godt
Nogle gange ser drengene deres mors program, men faktisk er Svante på 10 mere interesseret i “Horisont”, som Søren er redaktør på.
Om nogen af dem går journalistvejen som forældrene, er det dog for tidligt at sige noget om endnu.
– Svante har en drøm om at blive forsker og kunster og at prøve at arbejde i Netto, ler Mette.
– Aske læser meget og spiller musik. Han er blevet en rigtig teenager, men på den fredelige måde indtil videre.
– Jeg har den største tiltro til, at det nok skal gå dem godt. De skal have frihed til at være børn, og de skal være drevet af deres nysgerrighed. De ved, at uddannelse er lig med frihed. De synes, det er sjovt at lære nyt, og nu skal de bare finde ud af, hvordan de skal være i verden, siger Mette.