
Jan Linnebjerg smed det i skraldespanden: Havde mistet håbet, da det utrolige skete

Jan Linnebjerg har de sidste 30 år været kendt for rollen som Pyrus i de populære TV 2-julekalendere om den charmerende rocknisse.
Man den i dag 65-årige skuespiller har længe drømt om at træde ud af Pyrus’ skygge og prøve kræfter med noget helt andet.
Det ønske gik i opfyldelse, da han landede rollen som den fraskilte Jesper i DR’s nye familiedrama ”Generationer”.
- Jeg blev ringet op af en caster, som sagde, at hun havde set min dokumentar, og at der var en rolle i en DR-dramaserie. Hun forklarede lidt om rollen og spurgte, om jeg ville til casting på den, forklarer Jan Linnebjerg til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Så lagde vi røret på, og så måtte jeg ringe tilbage om spørge, om hun var sikker på, at jeg skulle til casting!

Jan Linnebjerg troede, at det var for godt til at være sandt, og han indrømmer, at han senere gjorde noget, som han nok ikke skulle have gjort.
- På et tidspunkt havde jeg faktisk tænkt ”fuck, jeg får aldrig den rolle”, så en dag, da jeg var færdig med min casting og skulle tage toget fra Nørreport, så smed jeg simpelthen manuskriptet i skraldespanden, erkender skuespilleren og fortsætter:
- Så kunne det være lige meget. Der var gået nogle måneder, og så tænkte jeg, at det ikke blev mig, og at de fandt en anden. Men så gik der en uges tid, og så ringede de og spurgte, om jeg ikke lige kunne komme til casting med Anette Støvelbæk, og jo, det kunne jeg godt.

Resten er historie. Netop som Jan Linnebjerg næsten havde mistet håbet, fik han rollen som Jesper efter et halvt års casting.

- Jeg har gået i en ørken i 15 år, hvor jeg næsten ikke har haft noget. Det var som om, at porten ind til himmeriget åbnede sig. Det er mit livs gave at komme med i serien, og det har været fuldstændig vanvittigt og fedt, udbryder han med et smil.

”Generationer” sendes hver søndag kl. 20.00 på DR1.
