Jesper Vollmer så Spise med Price, da han pludselig selv dukkede op – sammen med prins Henrik
Jesper Vollmer skulle egentligt have været med færgen fra Bornholm mandag, men det har den voldsomme storm af orkanstyrke sat en stopper for.
I stedet må tv-kokken få tiden til at gå på ”solskinsøen”, og det gør han blandt andet ved at se madprogrammer.
I et opslag på Instagram skriver Jesper Vollmer nemlig, at den færge, han skulle have været med, er aflyst, og derfor hygger han sig blandt andet med at se ”Spise med Price”.
Der er snigpremiere på den helt nye sæson af ”Spise med Price” på DRTV, og det første program handler om pasta.
Mens Jesper Vollmer var i fuld gang med at se det første afsnit, fik han sig lidt af en overraskelse.
Lidt over halvvejs inde i programmet dukker han nemlig selv op i et gammelt klip – sammen med prins Henrik.
Prins Henrik vild med pasta
James og Adam Price er i det nye program ved at lave pasta med en gammeldags, håndholdt pastamaskine. Og her bliver der så klippet til en scene med Jesper Vollmer, da han for flere år siden lavede pasta sammen med prins Henrik.
- Hvis nogen ville få den tanke, at en elektrisk pastamaskine måske ville være smartere, vil vi bare nævne, at prins Henrik var en meget dygtig pastakok, og at også han arbejdede med en gammeldags pastamaskine magen til vores, siger James Price i programmet.
Jesper Vollmer skriver i Instagram-opslaget, at han straks vil sige ja, hvis de to brødre en dag beslutter at invitere ham som gæst i programmet.
Sæson 15 af ”Spise med Price” har premiere på DR1 mandag den 7. august kl. 20.00.