Kasper Hjulmand åbner op om karrierens pris i nyt DR-program: Missede to af sine børns fødsler
Kasper Hjulmand har haft masser af succes som træner, og før den 52-årige dansker blev landstræner, har han blandt andet stået i spidsen for FC Nordsjælland og tyske Mainz.
Men arbejdet og succesen er kommet med en pris.
Det åbnede Kasper Hjulmand op om, da han i DR-programmet ”En særlig samtale” blev spurgt til, hvad han selv kæmper for ved siden af fodbolden.
- Jeg har fundet ud af, at de første 17 år af min trænerkarriere, der handlede det om en eneste ting, og det var at vinde. I den periode missede jeg to fødsler af mine tre børn. Jeg missede to konfirmationer, mine to drenge, fordi der var en kamp om søndagen. Jeg fandt ud af, hvorfor gør jeg det? Hvorfor er det så vigtigt at vinde? Nu har jeg fundet ud af, at det er vigtigt for mig, at samtidig med, at jeg kæmper for pokalen, kæmper jeg for, at flest mulige børn og unge får et godt liv, svarer Kasper Hjulmand i programmet.
Sammen med ekskonen Vibeke har han børnene Marcus, Mikkel og Liva på henholdsvis 25, 22 og 15 år.