Maria Rossings søn på vej i forældrenes fodspor
I serien "Carmen Curlers" er Birthe, spillet af Maria Rossing, mor til blandt andre Svend, der ikke vil overtage familiegården.
I virkeligheden er Maria mor til Eigil, der er næsten jævnaldrende med Svend.
Og han er til gengæld nok på vej i sine forældres fodspor.
– Han er meget fascineret af film og teatret. Han har været med, siden han var helt lille. Han laver selv film – han er blevet lidt bidt af det. Men han har også to forældre, der er passionerede omkring deres arbejde – og han er blevet smittet. Han drømmer om at gå den vej, men der kan ske alt muligt, siger Maria, der for to år siden blev gift ved Eigils far, den 21 år ældre Morten Suurballe, der ligeledes er skuespiller.
Maria Rossing: En fantastisk branche
Og hun vil bestemt ikke fraråde sin søn at følge sin mavefornemmelse.
– Det er en fantastisk branche. Og brænder han for det, skal han gå efter det. Hvis man er så heldig, at man har noget, man er lidenskabelig omkring, er man en heldig kartoffel. For det er jo ikke alle forundt, siger hun.
Maria Rossing: Jeg er bare et menneske
I ”Carmen Curlers” råber Jørgen ad Svend, og Birthe dæmper på Jørgen.
Det er længe siden, Maria har hævet stemmen for at skælde ud.
– Men jeg har gjort det – og sagt undskyld og forklaret ham, hvorfor. Det har ikke været en metode, men det er noget, der bare er sket, fordi jeg blev vred og mistede kontrollen. Men det er ikke noget, jeg går ind for – jeg er bare et menneske.
– Nu kan vi tale om tingene. Der er kommet fornuft i ham. Men det er jo også vores opgave som forældre at sætte rammer, der ikke er til diskussion. Der skal været en fasthed i relationen, men man kommer mere og mere i øjenhøjde, desto ældre de bliver, siger Maria.
Eigil får lov at gå sine egne veje, og det bliver spændende, om det også bliver tilfældet for seriens Svend.