Nicolas efter Gift ved første blik: Sådan går det i dag
De fleste havde nok gættet det efter Nicolas' og Katrines bryllupsrejse i "Gift ved første blik" – at DR's kærlighedseksperiment i deres tilfælde ville slutte før tid.
Og rigtigt nok vælger de her i femte afsnit at stoppe.
Hverken Katrine eller Nicolas kan se, at der er noget at arbejde videre med.
Nicolas er dog glad for, at han meldte sig.
– Selv om jeg ikke fandt, hvad jeg havde håbet på i eksperimentet, så fortryder jeg på ingen måde, at jeg greb muligheden. Jeg sagde ja til at tage en chance med de potentielle konsekvenser og muligheder, der følger med. Efter at have betalt nogle dyre lærepenge er jeg blevet endnu klogere på mig selv, og hvad der betyder noget for mig i en relation, skriver han i et skriftligt svar på BILLED-BLADETs spørgsmål.
Nicolas: Jeg er det helt rette sted
Det virker ikke til, at han har fundet kærligheden på de måneder, der er gået, siden optagelserne sluttede.
– Mit fokus er at skabe mit eget bedste liv, uanset om jeg møder den rette partner at dele det med eller ej. Jeg fokuserer på alle de elementer af en god tilværelse, som jeg har kontrol over, og har fred med hvad end der kommer til at ske på kærlighedsfronten. Jeg føler at jeg er det helt rette sted i mit liv til at finde kærligheden lige nu. Jeg har formået at skabe en tilværelse med en masse tid og frihed, der uundgåeligt vil gøre det nemmere for mig både at prioritere og nyde mit næste- og forhåbentligt sidste parforhold.