René fra Rigtige mænd: Lille søn ramt af blodprop i hjernen
Sidste år medvirkede René Pehrson i DR1-programmet ”Rigtige mænd”, fordi han ville ændre livsstil for sine børns skyld.
Børnene betyder alt for den jyske murer, men for få dage siden blev hans lille familie ramt af et stort chok.
- Den 8. juli fik min lille dreng en stor blodprop i hjernen. Vi vidste ikke, om vi ville miste ham. Vi fik besked om, at han nok aldrig ville kunne gå igen eller snakke. Det var vores største sorg, fortæller en berørt René Pehrson til BILLED-BLADET.
På trods af alle odds er den skræmmende oplevelse heldigvis endt som en solstrålehistorie.
- En uge efter blodproppen løber Feliks rundt. Han har mistet tale og lidt syn og førlighed i højre arm, men han siger et nyt ord hver dag. Lægerne forstår det ikke. De kalder det et mirakel.
Vil gerne sige tak
René Pehrson sætter ord på, hvorfor hans kun tre år gamle søn Feliks blev ramt af en blodprop.
- Blodproppen kom af noget så normalt som skoldkopper. Vi synes ikke, der er nok snak om, at skoldkopper faktisk er en farlig sygdom for nogen, siger ”Rigtige mænd”-stjernen og tilføjer:
- Vi vil gerne sige tak til alle de mennesker, der har grædt med os, og vi vil gerne dele lykken over, at Feliks er her endnu.
René Pehrson har sønnerne Maks på fire år og Feliks på tre år med sin hustru Jannie. Derudover er han stedfar til Jannies sønner fra to tidligere forhold, Yannick og Nici.