Sporløs-Sebastian: Jeg forstår godt, hvis min mor ikke har lyst til at møde mig
25-årige Sebastian Boisen er adopteret fra Colombia, men har boet i Danmark siden han var blot seks uger gammel. I aftenens afsnit af DR-programmet ”Sporløs” får Sebastian kyndig hjælp af journalist Mette Frisk til at finde sin biologiske mor, der bortadopterede ham som spæd.
I programmet beskriver Sebastian sin opvækst i Randers som god og tryg. Han har dog altid været vidende om den forfærdelige hændelse, der ligger til grund for hans eksistens.
– Hvis vi finder min mor, og hun ikke har lyst til at møde mig, så kan jeg godt forstå det. Det er så stort et traume, som hun muligvis ikke har lyst til at åbne op igen, lyder det fra en forstående Sebastian i programmet.
Det er nemlig aldrig blevet hemmeligholdt hjemme hos Sebastian, at han er resultatet af et seksuelt overgreb, der fandt sted, da hans biologiske mor, colombianske Johanna, var blot 12 år gammel.
Johanna blev seksuelt misbrugt af sin stedfar og fødte som 13-årig Sebastian, som hun allerede under sin graviditet besluttede skulle bortadopteres.
Af selvsamme årsag har Sebastian aldrig bebrejdet sin biologiske mor – snarere tværtimod. Han forstår hendes beslutning om at give ham væk, ligesom han udmærket forstår, hvis traumet stadig er for stort til, hun ønsker en relation til ham.
Sådan gik det dog ikke.
Det lykkedes nemlig Mette Frisk, Sebastian og deres colombianske hjælper Catalina at finde frem til Johanna, hvilket resulterede i en følelsesladet genforening.
Det viste sig desuden, at Sebastian havde to mindre halvsøskende, en lillebror på 12 år, Angel, og 7-årige Sara.
Du kan se ”Sporløs” hver mandag klokken 20:00 på DR1 og på DRTV.