Stéphanie Surrugue ånder lettet op: Endelig lykkedes det
Sidste år besluttede Stéphanie Surrugue at sætte sin lejlighed på Christianshavn til salg. Penthouse-lejligheden blev solgt på rekordtid, hvilket naturligvis var godt, men samtidig gav det tv-værten et problem.
Fra 1. januar havde hun ikke noget sted at bo. Men det problem er løst, så nu kan tv-værten ånde lettet op.
- Jeg er lige flyttet i ny lejlighed i København, fortalte hun til BILLED-BLADET torsdag 25. januar ved pressemødet på Dansk Melodi Grand Prix 2024.
Her er Stéphanie Surrugue vært sammen med Sara Bro.
Kæreste med kollega
I februar afslørede Stéphanie Surrugue, at hun og kollegaen gennem syv år, Lasse Engelbrecht, var kærester og havde været det et års tid.
Først i november blev offentligheden præsenteret for Lasse Engelbrecht.
Her mødte han op sammen med Stéphanie Surrugue på rød løber til premiere på filmen ””Napoleon”.
Flytter sammen på et tidspunkt
Kæresteparret bor ikke sammen, og det gør de stadig ikke.
Lasse Engelbrecht er nemlig ikke flyttet med til den nye bolig, og parret har ikke aktuelle planer om at flytte sammen.
- Ikke sådan lige foreløbig, men det sker på et tidspunkt, forsikrer den erfarne vært.
Flytningen er meget ny, og foreløbig har Stéphanie Surrugue haft nok at gøre med at samle klædeskab.
Så må den geografiske samling af parforholdet komme på et andet tidspunkt.
Værtsrollen til Dansk Melodi Grand Prix 2024 glæder Stéphanie Surrugue sig meget til.
- Det var ikke en mulighed, jeg selv havde overvejet, men jeg er 177 procent vild med Melodi Grand Prix, jubler hun.