Thomas Blachman om sin store private lykke: Troede ikke selv, drømmen ville gå i opfyldelse
Det er efterhånden 15 år siden, at Thomas Blachman dukkede op i bedste sendetid og begyndte at dele ud af sin musikalske visdom som dommer i ”X Factor”.
Han er fortsat dommer på talentprogrammet, og siden danskerne for alvor lærte ham at kende, er der sket meget i hans privatliv.
I 2013 blev han efter 18 års ægteskab skilt fra Viola Heyn-Johnsen, som han har børnene Henry og Ramona sammen med, og siden har han fået yderligere to børn med den svenske poet Julia Werup.
I 2019 kom sønnen Zac til verden, og tre år senere blev han storebror til lille Tora.
Thomas Blachman, som i april fyldte 60 år, er således far til fire – det havde han aldrig selv troet, han skulle være.
- Jeg er meget glad for at have haft mulighed for at få fire børn. Det troede jeg sgu ikke, jeg ville få, da jeg var ung. At få lov at elske nogen på det niveau, som også er en stor gave. At få lov at se dem udvikle sig og få kærlighed tifold tilbage. Det er jo de fineste instrumenter, de her børn, beskriver Thomas Blachman i ”I hjernen på stjernen”, hvor han torsdag aften var hovedperson.
I DR-programmet spørger vært Josephine Høgh også ind til hans barndom, og om han havde mange kærester som ung.
- Det var sgu ikke det nemmeste for mig. Da jeg blev god til at spiller trommer, fik jeg min første, da jeg blev god til at producere, fik jeg min anden, og da jeg blev god til at lave et CV, fik jeg min tredje, afslører han i programmet.
”I hjernen på stjernen” kan ses hver torsdag på DR1 og på DRTV.