Tre uger efter at Kalle Thesbjerg havde mødt sit livs kærlighed, tog deres liv en drejning
Designeren Kalle Thesbjerg fra ”I hus til halsen” fandt den store kærlighed for omkring 20 år siden.
Han deler livet med hustruen Martine, som også er en meget kreativ person.
- Min kone er selvstændig og har et kultur- og fællesskabsfirma, der hedder Trådløs Kultur. Hun er den vildeste idémager og arrangerer alt fra koncerter til linoleumskurser, fortæller Kalle Thesbjerg til BILLED-BLADET.
Den 51-årige designer mødte sit livs kærlighed på arbejdet.
- Vi mødtes på et børnehjem, hvor hun var skolelærer, og jeg var vikar, forklarer Kalle Thesbjerg og bryder ud i et smil:
- Da jeg så hende første gang, blev jeg totalt forelsket i hende. Hun har bare en vild energi og en varme, som lige passede til mig.
Han afslører, at forholdet med Martine hurtigt tog fart, og at deres liv tog en drejning på få uger.
- Vi har været gift i 20 år, og hun blev gravid tre uger efter, at vi havde mødt hinanden, udbryder Kalle Thesbjerg med et grin.
Parret blev forældre til datteren, Luna, som i dag er 20 år og arbejder som kok på en restaurant.
Kalle Thesbjerg og hustruen har også datteren Bella på 18, som går på HF.
Ægteparret bor i et ombygget snedkerværksted i Brønshøj med deres yngste datter.
"I hus til halsen" sendes onsdage kl. 20.00 på DR1.