27. aug. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Jonas fra Landmand søger kærlighed havde to klare favoritter, men pludselig ændrede det sig

Jonas fra "Landmand søger kærlighed".
Jonas fra "Landmand søger kærlighed".
Foto: Anders Brohus/TV 2
Jonas lagde ikke skjul på, at han havde to klare favoritter i "Landmand søger kærlighed", men billedet ændrede sig efter deres første møde.

For 32-årige Jonas fra Nordjylland er det blevet tid til at speeddate i tirsdagens afsnit af ”Landmand søger kærlighed”.

Allerede inden speddatingen gik i gang, tænkte han, at der var et par oplagte kandidater iblandt.

– Lige nu har jeg to favoritter, som jeg tænker kunne være et godt match, slår Jonas fast i programmet.

Da Jonas mødte de håbefulde kvinder, ændrede billedet sig dog en smule, fortæller han til BILLED-BLADET.

– Man kan godt danne et indtryk ud fra et brev, men nu fik jeg lov at opleve, hvordan de var i virkeligheden. Og der var noget, der gjorde, at jeg blev mere sikker på særligt den ene af dem, siger han.

De andre kvinder, han sendte videre, havde han brug for at lære bedre at kende, før han turde spå om, hvorvidt der kunne opstå noget romantisk mellem dem, uddyber han.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-08-27/Foto---Blu_TV-2.jpg
Jonas var meget spændt og nervøs, da han skulle på speeddate med de udvalgte kvinder.
Foto: Anders Brohus/TV 2

Drømmer om familie

Noget af det, der fyldte i samtalerne under speeddatingen var børn, da to af kvinderne har børn fra tidligere forhold. Men for Jonas er det ikke noget, som afskrækker ham, tværtimod.

– Jeg vidste godt, at jeg med min alder måske ville rende ind i nogle, der har børn fra tidligere, men det er ikke noget, der skræmmer mig, understreger landmanden.

Jonas drømmer selv om at få børn og stifte familie, og det var også derfor, at han meldte sig til programmet, fordi det er ”næste skridt i livet”, fortæller han.

Læs mere om: