Seks kendte danskere i vild TV-udfordring: Skal sejle over Atlanten
Herhjemme i Danmark er vinteren og frostgraderne så småt på vej, men for seks eventyrlystne og kendte danskere bliver de kommende uger med noget andre temperaturer.
I et nyt Kanal 5-program har de nemlig sagt ja til en vild udfordring.
Hella Joof: Dét er noget, man fortæller sin oldebørn
De skal sejle tværs over Atlanterhavet fra Gran Canaria til Caribien. Det modige hold stævner ud i dag, lørdag den 17. november.
På det eventyrlystne hold er blandt andre Hella Joof, som dog lige skulle bruge noget betænkningstid, før hun kastede sig ud i udfordringen.
- Det vil være noget, jeg bliver stolt af. Jeg har født et barn uden bedøvelse, sprunget med faldskærm, overlevet en skilsmisse – og krydset Atlanten. Dét er noget, man fortæller sine oldebørn om, fortæller Hella Joof blandt andet i en pressemeddelelse.
Med på den godt 25 meter lange båd har hun selskab af radiovært Peter Falktoft, Dj og blogger Christel Pixi, samt skuespillerne Nicolaj Kopernikus og Sus Wilkins. Heldigvis får kendisholdet også selskab af kokken og ”Vild med dans”-stjernen Gorm Wisweh, som skal prøve kræfter med at lave mad i kabyssen.
Gorm Wisweh forventer masser dåsemad
- Jeg er meget spændt på, hvordan sådan et skibskøkken fungerer, og hvad man kan lave i det. Min forventning er nok en masse dåsemad og en masse tørvarer. Der er vist ikke særligt meget køleskab, så frisk frugt, urter og grønt bliver der nok ikke så meget af efter den første uge er gået, fortæller kokken, der til gengæld glæder sig til forhåbentlig at skulle arbejde med en masse friskfanget fisk.
De seks kendisser kommer dog ikke til at være helt alene på bådene. De får selskab af de to sejlsportsmænd, Martin Kirketerp og Jesper Bank.
De forventer, at turen over Atlanten vil vare cirka 21 dage. Man kan følge den vilde sejltur i ”Over Atlanten” på Kanal 5 til foråret.