
Rasmus Bjergs beslutning kom som et stort chok for hans mor

Rasmus Bjerg er far til fire store børn og forbereder sig på, at de en efter en begynder at flytte fra reden.
Den 48-årige skuespiller har dog svært ved at forestille sig et liv uden hjemmeboende børn.
- Det er da specielt at tænke den tanke, men det er nogle ret sunde børn, så de skal nok tage livtag med livet, det er jeg ikke så nervøs for, siger Rasmus Bjerg til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Det kan man glæde sig over, for man må jo se på det positive.
Han husker tydeligt, da han som ung selv skulle lære at stå på egne ben.
Dengang var hans mor slet ikke forberedt på hans beslutning om at flytte væk fra de trygge og hjemlige rammer.
- Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18 år, og det kom som et stort chok for min mor, erkender Rasmus Bjerg og fortsætter:
- Hun var også kun 38 år på det tidspunkt, for hun var kun 20 år, da hun fik mig. Det er også utroligt ungt, og så var jeg enebarn.

Han har selv fået fire børn med hustruen Helle.
De er forældre til Anna, 22, Villads, 21, Valder, 19, og Ella på 16 år. Lige nu er det kun de to sønner, som bor hjemme.

Rasmus Bjerg er aktuel i sæson 2 af ”LOL: Den der ler sidst” på Prime Video.
